Tema Krigen i Syrien

Korrespondent: Usikkert om våbenhvile i Syrien kommer til at fungere

Våbenhvilen, der angiveligt træder i kraft ved midnat, bygger på et skrøbeligt fundament, vurderer Michael S. Lund.

Et billede fra det krigsramte Aleppo, hvor Assads styrker har fortrængt oprørerne fra byen. (Foto: George Ourfalian © Scanpix)

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har her til eftermiddag bekræftet, at det er lykkedes at få en våbenhvile på plads i Syrien.

Men våbenhvilen bygger på et skrøbeligt fundament, vurderer DR Nyheders Mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

- Vi har set gang på gang, at våbenhviler i Syrien knap nok er trådt i kraft, før de er faldet sammen igen, siger han.

Våbenhvilen er indgået mellem det syriske styre og syv af de store oprørsgrupper og er blevet forhandlet på plads i samarbejde med den tyrkiske og russiske regering.

Den kommer til at kræve særlig opmærksomhed, tålmodighed, professionalisme og konstant kontakt parterne imellem.

Vladimir Putin

- Den kommer angiveligt til at træde i kraft ved midnat og skulle gælde hele Syrien. Det sker, selvom der har været forhandlinger på det seneste, hvor det syriske styre ville have, at nogle områder i landet ikke skulle være en del af våbenhvilen, siger Michael S. Lund.

Kan hurtigt falde fra hinanden

Våbenhvilen gælder dog ikke Islamisk Stat og Jabhat Fateh al-Sham, der har forbindelse til terrororganisationen al-Qaeda.

DR Nyheders korrespondent forklarer, at det er problematisk for våbenhvilen, hvis særligt Jabhat Fateh al-Sham og den syriske regeringshær fortsætter med at bekrige hinanden.

- Jabhat Fatah al-Sham står meget stærkt i flere af de områder, hvor de mere moderate oprørere også befinder sig. Det gør, at denne her våbenhvile kan blive svær at få til at fungere, for hvis Rusland og Syrien vil fortsætte med at bombe Jabhat Fateh al-Sham, så risikerer de også at ramme civile og de oprørere, der indgår i våbenhvilen, og så kan den rimelig hurtigt falde fra hinanden, siger korrespondenten, der særligt peger på Idlib-provinsen som et særligt problematisk område.

Den kommer angiveligt til at træde i kraft ved midnat og skulle gælde hele Syrien, selv om der har ellers været forhandlinger på det seneste, hvor det syriske styre ville have, at nogle områder i landet ikke skulle være en del af våbenhvilen.

Michael S. Lund

Flere lyspunkter

Den russiske præsident, Vladimir Putin, medgiver også, at våbenhvilen er yderst skrøbelig.

- Den kommer til at kræve særlig opmærksomhed, tålmodighed, professionalisme og konstant kontakt parterne imellem, siger Putin ifølge det russiske nyhedssite Russia Today.

Men ifølge Michael S. Lund er der også indikationer på, at våbenhvilen kan blive mere varig denne gang. Både Assad-styret og flere af oprørsgrupperne er nemlig presset hårdt i øjeblikket.

- Oprørerne har lige mistet Aleppo og er i defensiven mange steder, så derfor kan de have en interesse i at få våbenhvilen til at fungere, siger Mellemøst-korrespondenten og fortsætter:

- Det syriske styre har også en interesse i våbenhvilen. Mens de generobrede Aleppo, mistede de Palmyra til Islamisk Stat, og derfor kan de nu få ro til at generobre for eksempel Palmyra, siger Michael S. Lund.