Tema Jordskælv i Mexico

Kraftigt jordskælv i Mexico: Over 140 har mistet livet

Jordskælvet er blevet målt til 7,1 og har fået bygninger til at styrte sammen.

Jordskælvsøvelser i Mexico blev her til aften dansk tid indhentet af virkeligheden, da et kraftigt jordskælv ramte delstaten Puebla omkring 120 kilometer sydøst for den mexicanske hovedstad.

Jordskælvet er ifølge US Geological Survey blevet målt til en styrke på 7,1 på skalaen og til en dybde på 51 kilometer.

Mindst 55 personer har mistet livet i staten Morelos, oplyser guvernør Graco Ramirez på Twitter. Hertil kommer meldinger om yderligere dræbte andre steder i landet, således at der samlet er mindst 149 døde.

Der er endnu ingen bekræftede dødsfald i Mexico By, hvor tusindvis af mennesker strømmede ud af kontorbygninger til lyden af jordskælvsalarmer. Der er dog opstået ildebrande i en række bygninger, og der er også folk, som er blevet spærret inde i sammenstyrtede bygninger, oplyser millionbyens borgmester, Miguel Angel Mancera, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rystelserne fik bygninger til at svaje faretruende, der ligger nedfaldne bygningsdele i gaderne, og biler er blevet smadret af murbrokker.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er meldinger om sårede eller dræbte danskere.

Den danske ambassade i Mexico opfordrer danskere, der opholder sig i landet, til at ringe til deres pårørende, til at følge myndighedernes anvisninger og til at være opmærksomme på eventuelle efterskælv.

Her bliver der fjernet nedstyrtede bygningsdele i Mexico By efter jordskælvet. (Foto: ALFREDO ESTRELLA © Scanpix)

Ikke et efterskælv

For mindre end to uger siden blev Mexico også ramt af et jordskælv, som blev målt til 8,1 på skalaen. Ifølge seismolog Paul Earle fra US Geological Survey er der dog ikke noget, der tyder på, at der er tale om et efterskælv.

Med 650 kilometers afstand er der for langt mellem epicentrene, siger jordskælvsforskeren ifølge nyhedsbureauet AP.

Skælvet tidligere på måneden var det kraftigste siden 1985, hvor et ødelæggende jordskælv lagde store dele af Mexico By i ruiner, kostede mange tusinde livet og sårede endnu flere.

I dag er årsdag for jordskælvet i 1985, der også var omdrejningspunkt for dagens jordskælvsøvelse.

Præsident Enrique Pena Nieto skriver på Twitter, at 27 bygninger i Mexico By er styrtet sammen, og at myndighederne er på sagen.

- Jeg har indkaldt den nationale alarmberedskabskomité til et møde for at evaluere situationen og koordinere indsatsen, skriver han.

Som følge af jordskælvet har den internationale lufthavn i Mexico By indstillet flyvninger, ligesom børsen har indstillet al handel.

Her ses patienter, der er blevet evakueret fra et hospital i Mexico By. (Foto: JOSE MENDEZ © Scanpix)