Tema Nordkoreas missiltrussel

Kristian Jensen: Nordkoreansk brintbombe kan skabe ekstra splid i Asien

Kina skal hurtigst muligt på banen og undersøge, om Nordkorea rent faktisk har sprængt en brintbombe, mener udenrigsministeren.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fordømmer på det skarpeste, hvis Nordkorea har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Det kan skabe ekstra uro i den østlige del af Asien, hvis det viser sig, at Nordkorea rent faktisk har sprængt en brintbombe.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V), som nu vil have verdenssamfundet - og især Kina - til at lægge ekstra pres på det kommunistiske diktatur.

- Jeg fordømmer det på det skarpeste, hvis Nordkorea har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe, siger han.

- Det vil øge spændingerne helt enormt i området, og de konflikter, der i øjeblikket er mellem Kina, Japan og Sydkorea, risikerer at eskalere. Derudover vil det forværre Nordkoreas forhold til Sydkorea, siger Kristian Jensen.

Sprængningen fandt sted tidligt i morges dansk tid, og det nordkoreanske styre har udtalt, at der var tale om en brintbombe.

Det er der dog fortsat tvivl om, og derfor vil udenrigsministeren have Kina og FN’s atomagentur til hurtigst muligt at undersøge sagen.

- Det er vigtigt, at Kina kommer på banen, så vi kan få afklaret, hvad der er sket. Det er det eneste land, der har reel direkte kontakt til Nordkorea, og Kina kan ikke have nogen interesse i, at det bliver et konfliktområde, siger Kristian Jensen.

- Derudover er det vigtigt, at så mange lande som overhovedet muligt tager afstand fra prøvesprængningen, så vi kan få lagt et stort pres på Nordkorea. Denne udvikling skal stoppes, siger han.