Tema Valg i USA 2016

Løgner og demokrat: Trump tæppebombes af sine egne

Mangemillionæren angribes nu hårdt af Republikanerne - millioner af dollars puttes i negative anti-Trump valgvideoer.

(Foto: Joe Raedle © Scanpix)

Mens kapløbet mellem de håbefulde republikanske præsidentkandidater spidser til, får den kontroversielle frontløber Donald Trump nu virkelig kærligheden af føle fra sine partifæller.

Forud for tirsdagens afgørende primærvalg i Florida, Ohio og tre andre stater har Trumps fjender i det Republikanske parti nemlig købt dyrt ind på tv-kanalerne og internettet.

Valg i USA 2016

Den amerikanske præsidentvalgkamp er i gang. Lige nu er der primærvalg, hvor partierne stat for stat skal vælge, hvem de peger på som præsidentkandidat. Få seneste nyt her.

Gå til tema

Vælgerne bombarderes med anti-Trump videoer, hvor partifællerne går i kødet på erhvervsmanden. Her én der gør tykt grin med Trumps mange bandeord og hårde udtalelser:

https://www.youtube.com/watch?v=Thw6k1XNRtc

Denne anti-Trump reklame fra gruppen American Future Fund gør grin med Trumps ofte kontroversielle sprogbrug.

Sidste chance for at stoppe Trump

Kommentatorer på de amerikanske medier Politico og Washington Post mener, at de mange negative reklamer er en del af den republikanske parti-elites sidste skud i bøssen for at stoppe Trump.

Partieliten ser nemlig meget hellere en mere moderat kandidat, som for eksempel Marco Rubio.

Hvis Rubio ikke kan vinde sin hjemstat Florida på tirsdag, og Donald Trump løber af med sejren i både Florida og Ohio, mener flere medier, at det kan blive svært - måske endda umuligt, at stoppe Trump.

Derfor kaster en række af de såkaldte Super PACs - politiske interesseorganisationer, som har nemmere ved at samle mange penge ind end kandidaternes egne valgkampagner, millioner af dollars efter negative valgvideoer, der angriber Donald Trump.

Her er en, som fremstiller Trump som en snyder:

TV Ad: "Scam"

Denne video fra gruppen Our Principles Pac sætter fokus på kontroversen om Donald Trumps universitet.

Super PACs smider 25 mio. dollars

Anti-Trump kampagnen drives af grupper som American Future Fund, Our Principles Pac og Club For Growth - alle såkaldte Super PACs.

Ifølge mediet Politico skulle dele af den republikanske partielite have som mål, at der i alt skulle bruges 25 millioner dollars på anti-Trump reklamer mellem Super Tuesday og valget i Florida, Ohio, Illinois, North Carolina og Missouri på tirsdag.

Her er en video, der sætter fokus på, at Donald Trump ofte har støttet Demokraterne og tit har udtalt sig direkte imod republikanske mærkesager som abort og retten til at bære våben.

The Trump Tapes: Vol. 1

Videoen fra Our Principles PAC viser kontroversielle klip med Donald Trumps udtalelser.

Kandidaternes beskidte arbejde

Officielt skal der være fuldstændig vandtætte skotter imellem den enkelte Super PAC, og den kandidat gruppen bakker op om.

Men i praksis er de mange Super PACs dog ofte tæt forbundne med kandidaternes valgkontorer - eller med en del af partieliten.

Ofte bruger kandidaterne deres Super PAC til at udføre det beskidte arbejde. Som i denne video, hvor gruppen Conservative Solutions, som er en Super PAC tæt forbundet med Marco Rubio, stiller spørgsmålet “Tror Trump, vi er nogle fjolser?”.

Fools

Gruppen Conservative Solutions, der støtter Marco Rubio, angriber Donald Trump.

Vigtigt valg på tirsdag

Primærvalget i specielt Florida, men også Ohio, bliver set som blandt de vigtigste i hele primær-valgkampen.

De er nemlig såkaldte “Winner takes all”-valg. Det vil sige, at vinderen får alle de delegerede (valgmænd. -red), som der er på spil i staten.

Og det er begge store stater med mange delegerede.

På tirsdag vil det derfor vise sig, om anti-Trump kampagnen har båret frugt. Hvis ikke de mange negative angrebsvideoer har virket, så kan Donald Trump stå stærkere end nogensinde.

Kilder: Politico, Washington Post, CNN og ABC News.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube