Løkke: It-giganters skattesnyd skal løses globalt

EU-lande har fundet frem til, at det kræver global indsats at håndtere virksomheders skattesnyd, siger Lars Løkke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er tilfreds med, at EU-landene har besluttet at løse it-giganters skattesnyd globalt. (Foto: Julien Warnand © Scanpix)

Løsningen skal findes globalt, når huller i skattesystemet, som store internetvirksomheder udnytter, skal lukkes.

Det er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) konklusionen efter et møde med EU-landene om det digitale Europa under et topmøde i Bruxelles.

- Jeg abonnerer på det synspunkt og er glad for, at vi i konklusionerne i dag har understreget, at vi går efter en global løsning, siger han.

Særligt handler det om, hvordan vi har indrettet os i forhold til selskabsskat, påpeger statsministeren.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har i længere tid presset på for at sikre beskatning af de store it-selskaber.

Han har med støtte fra blandt andre Tyskland foreslået at indføre en skat på it-giganternes omsætning.

Danmark er enig i, at alle skal betale den skat, de bør, men er skeptisk over for sådan en form for skat.

- Det her handler om, at vores firmaer, altså europæiske firmaer, ikke skal ryge bagud i konkurrencen med firmaer i Asien eller firmaer i USA.

- Det helt rigtige sted at få løst det her, det er i USA, eller globalt i OECD, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/