Løkke om Trumps trussel mod Nordkorea: Han er jo uortodoks

Danmarks statsminister er enig i, at Nordkorea er et frygteligt regime, men mener ikke, at total udslettelse er løsningen.

USA's præsident Donald Trump talte i dag for første gang ved FN's generalforsamling. (Foto: Justin lane © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, lagde ikke fingre imellem, da han kom ind på Nordkorea i sin tale ved FN's generalforsamling tidligere i dag.

Her gjorde han det klart, at USA er klar til at udslette Nordkorea, hvis USA eller dets allierede blev truet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var til stede i salen under Trumps tale og forklarer til DR Nyheder, at han ikke kan huske, at der er blevet truet med total udslettelse fra FN's talerstol tidligere.

- Det er en meget hård retorik, og man kunne også fornemme, at det udløste en summen i salen. Men Trump er jo uortodoks, også i sin retorik, og det skal nok også lige med i fortolkningen af den her meget hårde melding, siger han.

- Også set i lyset af, at FN’s generalsekretær (António Guterres, red.) i sin tale manede til besindighed.

Udslettelse er ikke vejen frem

Det er langt fra første gang, at Donald Trump retter en trussel mod Nordkorea. Så sent som i begyndelsen af august forklarede han, at Nordkorea ville blive mødt med "ild, raseri og for at være ærlig en kraft, hvis lige denne verden ikke nogensinde før har set", hvis truslerne fortsatte.

"USA har stor styrke og tålmodighed, men hvis landet er tvunget til at forsvare sig selv eller sine allierede, vil vi ikke have andet valg end fuldstændig at ødelægge Nordkorea," lød det blandt andet fra USA's præsident Donald Trump da han tidligere i dag talte ved FN's generalforsamling. (Foto: Justin lane © Scanpix)

Ved mødet i FN blev den trussel altså gentaget. Men Donald Trump brugte også en del af sin tale på at beskrive Nordkorea som et frygteligt regime, der ikke tænker på dets eget folk.

Og den beskrivelse kan Lars Løkke Rasmussen godt nikke genkendende til.

- Det er jo også et land, som jeg foragter, men vi har jo brug for at få løst den her konflikt op og for at verdenssamfundet står sammen, forklarer statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen glæder sig i den forbindelse over, at et enigt sikkerhedsråd i FN - inklusiv Kina og Rusland - fordømmer Nordkoreas missiltests og vedtaget en række skærpede sanktioner mod Nordkorea.

- Det skal jo fordømmes, men vejen er jo ikke total udslettelse af nogen lande. Vejen er jo, at verdenssamfundet står sammen og presser Pyongyang til at levere.

- Det man selvfølgelig kan frygte, når man tænker på, hvad det er for en diktator, der sidder i Nordkorea, er jo, at det ene ord tager det næste, og verden har jo ikke brug for en ny konflikt.

Klik på play

Det sagde Trump om Nordkorea

  • - USA har stor styrke og tålmodighed, men hvis landet er tvunget til at forsvare sig selv eller sine allierede, vil vi ikke have andet valg end fuldstændig at ødelægge Nordkorea.
  • - USA er klar, villig og i stand til det, men forhåbentlig vil det ikke blive nødvendigt.
  • - Raketmanden (en henvisning til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, red.) er på en selvmordsmission for sig selv og sit regime.