Løkke siger nej til Junckers plan om magtfuld EU-præsident

- Lad os ikke blande roller og kompetencer, skriver Løkke på Twitter. Han er imod nyt forslag fra Juncker.

Europa-Kommissionens formand Jean Claude Juncker (th.) foreslår, at hans stilling bliver slået sammen med rollen som EU-præsident, der varetages af Donald Tusk (tv.). Men det synes den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er en dårlig ide. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser forslaget om at samle posterne som EU-præsident og EU-Kommissionens formand i én magtfuld stilling.

Forslaget er onsdag fremsat af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i sin årlige tale om unionens tilstand.

Men den danske statsminister er imod Junckers plan.

- Lad os ikke blande roller og kompetencer, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter.

Landene har brug for egen EU-præsident

I dag er Donald Tusk EU-præsident. Det vil sige formand for Det Europæiske Råd. Det består af EU's 28 stats- og regeringschefer samt Tusk og Juncker.

Juncker er formand for EU-Kommissionen. Det er EU's udøvende magt med et stort administrativt apparat med omkring 33.000 medarbejdere.

Men medlemslandene har brug for at have deres egen EU-præsident, mener Løkke.

- Det Europæiske Råd er en vigtig institution for medlemslandene, skriver statsministeren.

- Brug for EU-præsident som medlemslandenes stemme, skriver han.

Jean-Claude Juncker mener, at Europa vil være nemmere at forstå, hvis der kun står én kaptajn ved roret.

- At have en enkelt præsident vil bedre afspejle den sande natur af vores Europæiske Union som en union af lande og en union af borgere, siger Juncker i sin tale.

/ritzau/