Tema Krigen i Syrien

Lokale: Adskillige dræbt under russisk angreb i Syrien

Flyangreb mod byen Idlib rammer travl markedsplads, regeringsbygninger og boligområder.

Dele af byen Idlib er fuldstændig ødelagt. (Foto: Ammar Abdullah © Scanpix)

Formodede russiske kampfly bomber centrum af byen Idlib i det nordvestlige Syrien, og mindst 73 er dræbt, siger redningsarbejdere og lokale beboere.

De fortæller om mindst seks angreb, der har ramt en travl markedsplads i byens midte, flere regeringsbygninger og boligområder.

Redningsfolk siger, at de har bekræftet 43 døde, og at mindst yderligere 30 er fundet, men endnu ikke er identificeret.

- Der er en masse døde under ruinerne, siger Yasser Hamma, der arbejder for det civile beredskab.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der bliver styret fra London, men som har et netværk af informanter inde i Syrien, rapporterer om færre ofre, nemlig 36 døde, skriver AFP.

- Angrebene, som sandsynligvis var russiske, var rettet mod tidligere regimestillinger, der nu indtages af Erobringens Hær, siger lederen menneskerettighedsobservatoriet, Rami Abdel Rahman.

Billeder på de sociale medie og den syriske oppositions Orient TV viser primitive ambulancer, der haster af sted med sårede civile i et område, hvor folk er i gang med at lede efter overlevende under de sammenstyrtede huse.

/ritzau/Reuters