Tema Krigen i Syrien

London: Russerne bomber stadig moderate oprørere

Den britiske udenrigsminister tror ikke på, at det vil lykkes at nå frem til en våbenhvile i Syrien fredag.

Den britiske udenrigsminister Philip Hammond, siger desuden, at det er en stor udfordring for USA at nå frem til en national våbenhvile i Syrien. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, siger, at det er uacceptabelt, at størstedelen af de russiske luftangreb i Syrien fortsat er rettet mod oppositionsstyrker, der bekæmper regimet, og ikke mod militante fra Islamisk Stat.

Rusland er den nærmeste allierede til den syriske præsident, Bashar al-Assad.

- Størstedelen af de russiske luftangreb er stadig rettet mod de syriske oppositionsstyrker snarere end mod Daesh, siger Hammond, som brugte den arabiske betegnelse for Islamisk Stat, da han onsdag talte om udviklingen i Syrien i det britiske parlament.

- Det er uacceptabelt, at de russiske luftangreb svækker de syriske oppositionsstyrker og dermed giver Daesh fordele, selv om Moskva hævder at bekæmpe denne gruppe, siger han.

Hammond understreger samtidig, at USA's forsøg på at nå frem til en national våbenhvile i Syrien ved forhandlinger fredag, er "en kæmpemæssig udfordring."

På initiativ af USA og FN's særlige udsending holdes den næste runde syriske fredsforhandlinger fredag i New York.

- Det vil helt ærligt være en kæmpemæssig udfordring, men jeg respekterer de amerikanske ambitioner, siger Hammond med henvisning til USA's udenrigsminister, John Kerrys, udtalelser om, at møderne fredag "forhåbentligt kan føre til en våbenhvile."

/ritzau/Reuters