Magten smuldrer under Brasiliens præsident: Støtteparti forlader regeringen

Den brasilianske regerings største støtteparti, PMDB, har besluttet at forlade koalitionen.

Endnu et hovedbrud for Brasiliens præsident Dilma Rousseff. Det største støtteparti forlader regeringen. (Foto: EVARISTO SA © Scanpix)

Den brasilianske regerings største støtteparti, PMDB, forlader koalitionen.

Det skriver den britiske tv-station BBC.

Præsidenten mødtes mandag med PMDB for at overbevise dem om at blive i regeringskoalitionen med Rousseffs Arbejderparti. Men det mislykkedes.

Præsident Dilma Rousseff kæmper mod økonomisk recession og folkelige protester – desuden risikerer hun at blive stillet for en rigsret i forbindelse med en korruptionssag.

Støttepartiets beslutning har ingen formel betydning for Rousseffs mulighed for at fortsætte som præsident, skriver Ritzau.

Men at PMDB forlader regeringen vil gøre det sværere for Dilma Rousseff at skaffe stemmer nok til at undgå en rigsretssag.

  • Korruptionssagen fra Brasilien
  • Det er en kæmpe korruptionssag, der har stået på i to år, fortæller DR's journalist i Brasilien, Kristian Almblad.
  • Via det statsejede olieselskab Petrobras har man sørget for at overfakturere nogle ordrer. De penge, som ikke er fremgået af regnskaberne, har man kanaliseret tilbage til politikernes lommer, partikasserne eller forretningsfolk. Det handler ifølge Kristian Almblad om milliarder af kroner.
  • Indtil nu er den nuværende præsident, Dilma Rousseff, kun indirekte involveret i sagen, fordi hun har et tæt forhold til den tidligere præsident Lula da Silva, der er under kraftig mistanke.
  • Demonstranter kræver dog en rigsretssag for at få Dilma Rousseff afsat som præsident, fordi hun måske spiller en rolle i sagen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube