Malaysia har ikke opgivet at finde resterne af MH370

Malaysia forventer stadig at finde vragdelene af det forsvundne MH370, selv om det nu er to år siden, at flyet forsvandt sporløst.

Malaysia har ikke opgivet at finde vragdelene af det forsvundne fly MH370, siger landets premierminister, Najib Razak (Foto: OLIVIA HARRIS © Scanpix)

Malaysia forventer stadig at finde vragdelene af det forsvundne fly MH370, selv om det er to år siden, at flyet forsvandt sporløst. Det siger landets premierminister, Najib Razak, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Den pågående eftersøgning forventes afsluttet senere i år. Og vi har stadig forhåbning om, at MH370 vil blive fundet inden for de 120.000 kvadratkilometer, vi efterforsker, siger Razak i meddelelsen.

Familie og venner til dem, der forsvandt om bord på det malaysiske fly, har gentagne gange udtrykt bekymringer for, at myndighederne vil afslutte eftersøgningen, før vraget af flyet bliver fundet.

Malaysia Airlines' fly MH370 med 239 mennesker om bord blev meldt savnet, omkring en time efter at det lettede fra Kuala Lumpur International Airport med kurs mod Beijing 8. marts 2014.

Det australsk-ledede internationale efterforskningshold har hidtil ikke kunnet finde det forsvundne fly, som, myndigheder mener, er styrtet i havet.

Teorien er, at MH370 fortsatte med at flyve, indtil det løb tør for brændstof, hvorpå det styrtede ned i Det Indiske Ocean.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube