Tema Orkanen Maria

Maria sender flodbølger ind over Puerto Rico

Der er udsendt advarsler om flodbølger flere steder på den caribiske ø, der lige nu raseres af orkanen Maria

Flere veje er blevet oversvømmet efter orkanen Maria har ramt øen Puerto Rico. Dette billede er taget fra Instagram-profilen @highasyourdreams. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Orkanen Maria befinder sig lige nu over øen Puerto Rico, der er amerikansk territorium.

Twitter advarer USA's meteorologiske instituts afdeling i øens hovedstad San Juan om risiko for flodbølger flere steder i landet.

Andre steder er der også allerede konstateret flodbølger, der vælter ind over land og byer. Det kan være livstruende, beskriver The Guardian.

Og det er ikke bare lettere forhøjet vandstand, der er tale om. Den amerikanske tv-station NBC News har på Twitter delt en optagelse af, hvordan store vandmasser vælter igennem gaderne i byen Guyama. Byen ligger i den sydlige del af øen og ud til kysten.

Ifølge The Guardian nærmer Maria sig nu øens nordlige kyst.

Og orkanen har på sin vej dertil skabt masser af ødelæggelse, forklarer en talsmand for Puerto Ricos guvernør, Luis Guillermo Fortuño Burset.

- Det er total ødelæggelse, siger talsmanden Carlos Mercader til CNN.

- Puerto Rico vil - i forhold til infrastruktur - ikke være det samme. Det her er noget af en historisk størrelse.

Orkanen er så kraftig, at to af USA's meteorologiske instituts radarer på øen blev smadret.

Hele øen er desuden uden strøm, lyder det fra en talsmand for guvernør Luis Guillermo Fortuño Burset, skriver CNN.