Massemorder købte kaffe inden han gik amok

Et overvågningskamera fra en 7-Eleven-butik i Fort Hood i Texas viser, at gerningsmanden, der skød og dræbte 13 personer og sårede 31, købte kaffe og morgenmad syv timer inden han gik amok.

Gerningsmanden, der gik amok på en militærbase, købte kaffe i den lokale 7-Eleven syv timer inden skyderiet. (Foto: CNN)

- Han så helt normal ud. Han var stamkunde, og han kom, som han gør de fleste morgener, ind i butikken for at få kaffe og morgenmad, fortæller ejeren af en 7-Eleven-butik på militærbasen i Fort Hood, Texas.

Overvågningskameraet fra butikken viser, at gerningsmanden, der syv timer senere gik amok og skød og dræbte 13 personer og sårede 21, var klædt i en traditionel arabisk klædedragt.

Bid for bid bliver der tegnet et billede af manden, som stod bag massakren på den amerikanske militærbase i Texas.

Troende muslim

Den 39-årige major, Nidal Malik Hasan, blev født i Virginia. Hans forældre er palæstinensere, der flyttede til USA fra en lille by tæt på Jerusalem.

Efter gymnasiet gik han ind i hæren, hvor han blev uddannet som militærpsykiater. Han behandlede soldater, der kom tilbage fra krigen i Irak og Afghanistan.

Han beskrives som en troende muslim. En lokal imam siger til den amerikanske avis, Washington Post, at han besøgte moskeen dagligt. Ifølge imamen talte de to aldrig om politik, de talte mest om religion.

Hyrede en advokat

En fætter fortæller til avisen New York Times, at han for alt i verden ville undgå at blive sendt til Irak. Nidal Malik Hasan havde for et par år siden hyret en advokat til at hjælpe sig ud af forsvaret, men da militæret havde betalt for hans uddannelse, kunne han ikke bare stoppe.

Samtidig måtte majoren finde sig i mobning fra sine kollegaer. Flere amerikanske medier beretter, at andre soldater mobbede ham på grund af hans palæstinensiske baggrund.
Ifølge ABC blev han kaldt "kamelrytter".