Medie: Kim Jong-un klar til at teste atomsprænghoved

Ifølge nordkoreansk medie er landet klar til at teste atomsprænghoved og missil, der kan bære sprænghovedet.

Arkivbilledet viser den nordkoreanske leder, der kigger på en lokalt fremstillet sektion af et ballistisk missil. (Foto: KNS © Scanpix)

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, siger, at hans land snart vil teste et atomsprænghoved og et ballistisk missil, der er et styrbart missil, som er i stand til at bære atomsprænghoveder.

Det rapporterer det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA tirsdag ifølge Reuters.

Det vil være en klar overtrædelse af FN's resolutioner, som bliver bakket op af Nordkoreas vigtigste allierede, Kina.

Hvad er et atomsprænghoved?
  • Et atomsprænghoved er en granat med atomsprængladning.
  • Det kan være monteret på et missil eller en raket.

Kilde: Den Danske Ordbog

Kim Jong-un kom med udtalelsen, da han overvågede det, som efter KCNAs udsagn var en succesfuld test af et nyudviklet varmeresistent nordkoreansk missil.

- Han (Kim Jong-un, red.) fortalte, at sprængning af et atomsprænghoved og prøveaffyringer af adskillige ballistiske missiler snart vil finde sted, og det vil forbedre Nordkoreas muligheder for atom-angreb, siger KCNA.

Sydkoreas forsvarsministerium beretter, at der ikke er nogen tegn på aktivitet ved Nordkoreas atomanlæg eller dets anlæg for langdistance-raketter.

Den nordkoreanske udmelding kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne er på sit højeste på den koreanske halvø.

Det er et tidspunkt, hvor Nordkorea er ved at blive pålagt yderligere sanktioner af FN, og Sydkoreanske og amerikanske tropper er i gang med deres største fælles militære øvelse til dato.

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, siger, at Nordkorea vil ødelægge sig selv, hvis landet fortsætter med sin aggressive linje overfor det internationale samfund.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube