Tema Krigen i Syrien

Mellemøstkender: Nyt samarbejde mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien ligner politisk magtdemonstration

Saudi-Arabien og Tyrkiet forsøger via et nyt samarbejdsråd at signalere styrke over for deres rivaler i kampen om magten i Mellemøsten, vurderer ekspert.

Saudi-Arabiens kong Salman bin Abdulaziz og den tyriske præsident Recep Tayyip Erdogan vil oprette et "strategisk samarbejdsråd", som skal styrke landende militært og økonomisk. (Foto: - © Scanpix)

Saudi-Arabiens udenrigsminister annoncerede tirsdag, at Saudi-Arabien og Tyrkiet har planer om at indgå et tættere militært og økonomisk samarbejde.

Dette overasker ikke Steen Nørskov, som er vært på P1-programmet ”Arabiske Stemmer.”

- De to lande er allerede dybt involverede på samme side i krigen i Syrien, fortæller Steen Nørskov.

- De finansierer og koordinerer oprørsgrupper i Syrien, som kæmper mod Bashar al-Assad og det syriske regime.

Ifølge Steen Nørskov skal det nye samarbejdsråd sende et signal til den shiamuslimske rival Iran.

- Især Saudi-Arabien betragter Iran som den store rival i spillet om magten i hele Mellemøsten, fortæller Steen Nørskov.

- Og centrum for den magtkamp er lige nu i Syrien, fortsætter han.

På den ene side i konflikten står Tyrkiet og Saudi-Arabien, som begge er overvejende sunnimuslimske, og på den anden står Iran og Syrien.

- Det er i en vis udstrækning en sunni/shia-konflikt, som udspiller sig her, siger Steen Nørskov.

- Tyrkiet og Saudi-Arabien er økonomisk, strategisk og militært de to vigtigste lande på den ene side af aksen, og det tættere samarbejde ligner en politisk og diplomatisk magtdemonstration.