Tema Brexit

Merkel strækker sig for at beholde Storbritannien i EU

Den tyske forbundskansler Merkel har onsdag haft besøg af den britiske premierminister Cameron.

Den tyske kansler Angela Merkel mødes onsdag med den britiske premierminister David Cameron. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

For at beholde Storbritannien i EU vil den tyske forbundskansler, Angela Merkel, gerne forhandle en "fornuftig pakke" på plads om betingelser for britisk medlemskab.

Det har hun sagt inden en middag med den britiske premierminister, David Cameron, i Wildbad Kreuth i det sydlige Tyskland.

- I løbet af de næste uger er det særligt vigtigt, at vi træffer beslutninger i vores egen interesse, så vi kan udarbejde en fornuftig pakke, der gør, at Storbritannien kan forblive et medlem af EU, sagde den tyske kansler ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Brexit

Storbritannien har ved et historisk valg den 23. juni 2016 stemt for at forlade EU. Følg det politiske efterspil her.

Gå til tema

Hun understreger dog, at det ultimativt er op til den britiske befolkning, om Storbritannien fortsat skal være en del af unionen.

I en tale til det tyske parlament sagde Merkel i sidste uge, at Storbritannien er en "naturlig allieret" og lagde vægt på landets store betydning for Europas indre, frie marked og dets tyngde i udenrigspolitiske diskussioner.

Cameron har lovet at sikre bedre betingelser for Storbritannien inden afholdelsen af en folkeafstemning om landets medlemskab i EU.

Premierministeren har antydet, at folkeafstemningen kan blive afholdt i løbet af året.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube