Mindst 20 mennesker dræbt i hotel-angreb i Burkina Faso

Bevæbnede mænd stormede sent fredag hotellet, der ligger i et forretningskvarter i hovedstaden Ouagadougou.

Angrebet er sket i hovedstaden Ouagadougou. (Arkivfoto) (Foto: Joe Penney © Scanpix)

Mindst 20 mennesker er døde i et angreb på et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, fredag aften. Det oplyser en hospitalsdirektør til nyhedsbureauet AFP.

Det er uklart, om der er tale om hotelgæster, ansatte eller gerningsmænd.

Bevæbnede mænd stormede sent fredag hotellet, der ligger i et forretningskvarter i hovedstaden Ouagadougou.

De satte adskillige biler i brand og affyrede varselsskud for at holde folk væk. Da nationalgarden ankom, førte det til skudveksling mellem angrebsmændene og sikkerhedsfolkene.

Gerningsmændene har ved angrebet taget et ukendt antal mennesker som gidsler på hotellet, der også rummer et kasino.

Den militante gruppe al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) har taget skylden for angrebet, skriver Site, der specialiserer sig i at overvåge militante grupper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ifølge en AFP-journalist kunne man høre flere skudsalver og eksplosioner fra hotellet sent fredag. Han så også tre mænd skyde på stedet.

Det angrebne hotel er et firestjernet hotel kaldet "Splendid", der normalt benyttes af FN-medarbejdere, journalister og diplomater.

Ifølge et vidne skulle en populær café ved siden af hotellet også være blevet angrebet.

UM: Hold jer væk fra offentlige steder

Politiet og nationalgarden er lige nu på stedet, hvor der også er en helikopter i luften.

Angrebet kommer mindre end to måneder efter, at en islamist angreb et Radison-hotel i Bamako, der er den største by i Mali.

Udenrigsministeriet undersøger i samarbejde med den danske ambassade, om der er danskere, der er berørt, skriver de på Facebook og tilføjer:

- Danskere i Ouagadougou opfordres til at holde sig inden døre og væk fra offentlige steder. Danskere i Ouagadougou opfordres til at lade pårørende vide, at de er OK.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube