Minearbejder i Congo: Det gør ondt i hele kroppen

Tusindvis af børn og unge arbejder ifølge Amnesty International i congolesiske miner for at udvinde mineraler til smartphonebatterier.

Tusindvis af børn og unge arbejder i minerne i Den Demokratiske Republik Congo. (Foto: KENNY KATOMBE © Scanpix)

Langstrakte arbejdsdage i støv og mørke, hvor der ikke bliver serveret mad, og hvor betalingen for de livsfarlige anstrengelser er minimal.

Sådan er hverdagen ifølge Amnesty International og African Resources Watch for mange børn og unge, der arbejder i koboltminerne i Den Demokratiske Republik Congo.

I en ny rapport har organisationerne interviewet en række af unge congolesere, der enten arbejder eller har arbejdet i minerne.

Der er meget støv, man bliver meget let forkølet, og det gør ondt i hele kroppen

Dany, minearbejder på 15 år

- Jeg arbejdede i minerne, fordi mine forældre hverken havde råd til mad og tøj til mig. Far er arbejdsløs, og mor sælger trækul, fortæller 13-årige Arthur, der arbejdede i en mine fra han var 9 til 11 år.

Ifølge rapporten var der i 2014 omkring 40.000 drenge og piger, som arbejdede i minerne i den sydlige del af det afrikanske land.

Mange af dem arbejder i op til 12 timer om dagen uden at få mere end et par dollar – godt og vel 14 kroner – for at udvinde mineralet kobolt.

- Der er meget støv, man bliver meget let forkølet, og det gør ondt i hele kroppen, fortæller 15-årige Dany.

22-årige Michael begyndte at arbejde i minerne, da han var 15 år. Han har flere gange oplevet alvorlige arbejdsulykker.

- Der sker ofte ulykker. De tegner et rødt kryds på den mine, hvor der har været en ulykke for at vise os, at den er farlig, siger han.

Ifølge rapporten er der også flere tilfælde, hvor vagterne ved minerne har slået og mishandlet børnene.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube