IS mister halvdelen af Palmyra og sin finansminister

Momentum er på vores side, siger USA's forsvarsminister, efter at Islamisk Stat led dobbelt nederlag i Syrien.

Den syriske hær har generobret en stor del af Palmyra tilbage fra Islamisk Stat, fortæller en syrisk militærkilde. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) led et dobbelt tilbageslag fredag, da den syriske regeringshær generobrede en stor del af den historiske by Palmyra, og USA samtidig angiveligt fik ram på gruppens næstkommanderende i et luftangreb.

- Regeringsstyrker tog med støtte fra det russiske luftvåben kontrollen over halvdelen af byen samt lufthavnen, fortæller en syrisk militærkilde.

Den syriske hærs generobring af Palmyra sker, næsten et år efter at Islamisk Stat tog kontrol over den historiske by, hvis romerske ruiner står på Unescos verdensarvsliste, og begyndte at ødelægge uerstattelige kulturværdier.

Blandt andet sprængte IS tre gravtårne, som var næsten 2000 år gamle, i luften, ligesom gruppen ødelagde det lige så gamle Baal Shamin-tempel. En handling, som af FN er blevet betegnet som en krigsforbrydelse.

Fredag bekræftede USA's forsvarsminister, Ash Carter, samtidig forlydender om, at Islamisk Stats næstkommanderende, hvis navn menes at være Abd ar-Rahman Mustafa al-Qaduli, var blevet dræbt i et luftangreb.

- Fjernelsen af denne Isil-leder vil besværliggøre gruppens evner til at gennemføre operationer i og uden for Irak og Syrien, sagde Carter, som bruger et andet navn for IS.

Al-Qaduli var en højtstående religiøs leder i det selverklærede kalifat, som Islamisk Stat har udråbt i dele af Syrien og Irak.

Han regnes for at være nummer to efter den selverklærede kalif, Omar al-Baghdadi.

Ifølge den amerikanske forsvarsminister fungerede Abd ar-Rahman Mustafa al-Qaduli som finansminister i IS.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube