Mogens Lykketoft: De rige lande skal vise medmenneskelighed

Verden er hærget af krige og katastrofer, og behovet for bistand er øget markant, vurderer FN.

Mogens Lykketoft opfordrer verdens rige lande til at vise mere medmenneskelighed, efter FN konkluderer i en ny rapport, at der aldrig har været større behov for humanitær bistand (arkivfoto). (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Krige og naturkatastrofer har sendt millioner i nød, og aldrig har der været større behov for humanitær bistand.

Det konkluderer en ny rapport fra FN, som blev præsenteret i Dubai.

- Vi har at gøre med et øget antal meget voldelige konflikter, som udløser flygtningestrømme, og klimaforandringer melder sig som en mere væsentlig årsag til humanitære problemer, siger Mogens Lykketoft, formand for FN's Generalforsamling.

Han præsenterede sammen med FN's generalsekretær Ban Ki-moon rapporten, som skal danne grundlag for et humanitært topmøde i Istanbul i maj.

Lykketoft: De rige lande kan sagtens finde pengene

125 millioner mennesker lever i områder, der er hærget af krige eller naturkatastrofer, og 60 millioner mennesker er på flugt, det højeste tal siden Anden Verdenskrig.

Det skyldes blandt andet krige i Syrien og Yemen og forværrede konflikter i Afrika. På verdensplan er der brug for 15 milliarder amerikanske dollar, cirka 100 milliarder kroner, mere i humanitær bistand, konkluderer rapporten.

- De rige lande kan sagtens finde pengene, hvis de prioriterer anderledes. Man kan dels efterspørge mere medmenneskelighed, siger Lykketoft.

- Men det er også i den rige verdens egen interesse at stoppe konflikterne i tide, at hjælpe dem, der er i nød i konfliktzonerne, og at hjælpe i de omkringliggende lande, som tager at ekstraordinært stort antal flygtninge.

På verdensplan bliver der brugt 171 milliarder kroner på humanitær bistand om året.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube