Tema Zikavirus

Mulig forbindelse mellem zikavirus og tre døde voksne

Tre dødsfald blandt voksne i Brasilien sidste år kobles nu sammen med zikavirus, der menes at skade fostre.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret zikaepidemien for en global trussel (Foto: CHRISTIAN BRUNA © Scanpix)

Brasilianske sundhedsmyndigheder har registreret tre dødsfald blandt voksne sidste år, der menes at have forbindelse til komplikationer knyttet til zikavirus.

Det oplyser det brasilianske sundhedsministerium i en erklæring torsdag.

Ifølge ministeriet har forskere fundet zikavirus i kroppen af en 20-årig kvinde, som døde i april sidste år af åndedrætsproblemer.

Zikavirus

Zikavirus overføres med myggearten aedes og giver hos de fleste ingen eller milde symptomer. Men den er farlig for gravide. Virussen er nemlig mistænkt for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, hos nyfødte. Op mod 27 lande er berørt af smitten, og WHO har nu erklæret Zikavirus for en global trussel.

Gå til tema

Virusset er ligeledes blevet påvist i to andre voksne, der døde i henholdsvis juni og oktober sidste år.

Det bekræfter en rapport fra sundhedsministeriet, der er blevet bragt i aviserne O Estado de S. Paulo og Folha de S. Paulo.

Zikavirus menes at påvirke fostre, så hjernens udvikling sættes i stå, og babyerne fødes med for små kranier og hoveder samt andre skader på centralnervesystemet.

Risikoen opstår, hvis den vordende mor bliver smittet inden fødslen.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret zikaepidemien for en global trussel.

Brasilien oplyser desuden, at man forventer at have en vaccine klar inden for et år.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube