New Zealand tæller stemmer op i tætteste parlamentsvalg længe

Syv uger inden valgdagen skiftede New Zealands Labour-parti leder. Det har gjort løbet tættere end ventet.

Et foreløbigt valgresultat ventes klokken 12.30 dansk tid, og meget tyder på, at det bliver utrolig tæt. (Foto: MARTY MELVILLE © Scanpix)

Valgstederne er lørdag formiddag lukket i New Zealand, hvor der natten til lørdag har været afholdt parlamentsvalg.

Et foreløbigt resultat ventes klokken 12.30 dansk tid, og meget tyder på, at det bliver utrolig tæt.

Valgkampen har været den mest omskiftelige i nyere tid.

Newzealænderne har valgt mellem den siddende premierminister, Bill English, der leder det konservative parti National, og Jacinda Ardern, som i bare syv uger har stået i spidsen for socialdemokratiske Labour.

Det var netop, da 37-årige Ardern trådte ind i rampelyset 1. august, at valgkampen for alvor blev spændende.

Hun blev formand for Labour, efter at Andrew Little trak sig oven på en række dårlige meningsmålinger.

Det spås at blive tæt løb mellem den siddende premierminister Bill English (t.v.) fra det konservative parti National og så leder af socialdemokratiske Labour Jacinda Ardern (t.h.). (Foto: MARTY MELVILLE © Scanpix)

På kort tid havde partiet fået 20 procentpoint ekstra i målingerne.

Og det var afgørende for partiets valgkamp, mener Bryce Edwards, der er politisk kommentator.

- Jacinda-effekten, der også er kendt som Jacinda-mani, har været under opsejling længe, fordi hun er en politiker, der har i nogle år været en opadgående stjerne med stærk x-faktor og en karismatisk personlighed, siger han til avisen The Guardian.

- På nuværende tidspunkt ser det ud til, at Labour har bevæget sig fra at være et gråt, gammelt parti med jammer og elendighed til Corbyn-agtig (den britiske Labour-leder, red.) begejstring og støtte, tilføjer Bryce Edwards.

Lidt af Jacinda-effekten har dog tilsyneladende aftaget frem mod valgdagen, og begge partier kan altså ende med at skulle danne en regering.

Men der er også mulighed for, at ingen af de to partier umiddelbart kan erklære sig for sejrherre.

I så fald kan det indvandringskritiske parti, New Zealand First, ende med at være kongemager, skriver nyhedsbureauet AFP.

Og det kan ifølge nyhedsbureauet Reuters vare flere uger, før en koalitionsregering er dannet.

Men ligegyldigt hvem der kan kalde sig New Zealands premierminister, har Jacinda Ardern vundet valget. Det mener Richard Shaw, der er professor i politik ved Massey universitet.

- I løbet af syv uger lykkedes det hende at flytte Labour væk fra afgrunden, sætte strøm til valgkampen og tvinge National til rent faktisk at gøre noget, skriver han i The Guardian.

Men vigtigst af alt, pointerer han, har Jacinda Ardern flyttet det politiske centrum.

- Ardern har udfordret det ved at positionere staten som en magtfaktor, der kan skabe opfindsom og positiv forandring, skriver Richard Shaw.

/ritzau/