Nobelkomité må ikke rejse til pristagers begravelse i Kina

Formand for Den norske Nobelkomite kan ikke få visum til Kina for at deltage i Liu Xiabos begravelse.

Berit Reiss-Andersen har forsøgt at få et visum til Kina på det kinesiske konsulat i Oslo, men det nægter at modtage hendes anmodning. (Foto: NTB Scanpix © sCANPIX)

Det er tilsyneladende svært for Den norske Nobelkomite at vise den afdøde kinesiske nobelpristager Liu Xiaobo respekt og deltage i hans begravelse.

Formanden for komitéen, Berit Reiss-Andersen, siger til nyhedsbureauet Reuters, at det kinesiske konsulat i Oslo har nægtet at modtage hendes anmodning om visum.

- Jeg er blevet fortalt, at min visumanmodning ikke er korrekt udfyldt, fordi jeg ikke har en invitation fra den person, jeg besøger.

- Da jeg sagde, at jeg skulle deltage i en begravelse, og at personen var død, blev jeg bedt om at prøve et familiemedlem. Jeg fortalte dem, at hun (Liu Xiaobo's enke red.) er holdt i isolation.

Ifølge Reiss-Andersen er hun også blevet bedt om at have et hotel og en flybillet booket, inden hun anmoder om visum.

Tidligere fredag udtalte komitéen, at den var "dybt bekymret" for Liu Xiabos enkes situation.

De har opfordret de kinesiske myndigheder til at løfte alle restriktioner, som er pålagt hende, så hun kan forlade Kina, hvis hun ønsker det.

Liu Xiaobo, der blev tildelt Nobels fredspris i 2010, døde torsdag af komplikationer som følge af leverkræft. Han blev 61 år.

/ritzau/