Nobelprisvinder: Et signal til alle atombevæbnede lande

Den internationale kampagne mod atomvåben, ICAN, modtog i dag dette års Nobels fredspris.

Fra venstre til højre: ICAN's koordinator Daniel Hogstan og direktør Beatrice Fihn med sin mand, Will Fihn Ramsay, poserer med et ICAN-flag, efter at have modtaget nyheden. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

I dag blev den internationale kampagne mod atomvåben, ICAN, modtager af den prestigefulde Nobels fredspris.

Sammenslutningen, der har eksisteret siden 2007, får prisen for "igennem sit arbejde at skabe opmærksomhed på de katastrofale humanitære konsekvenser, som enhver brug af atomvåben og for dens banebrydende indsats for at opnå et traktat-baseret forbud mod brugen af sådanne våben", lyder det i begrundelsen.

Det er en kæmpe ære og anerkendelse, lyder reaktionen fra sammenslutningen, som tæller over 400 organisationer i omkring 100 lande.

- Det er en stor anerkendelse af det arbejde, som vores medarbejdere har udført i disse år og især en anerkendelse af Hibakusha'erne (de overlevende fra Anden Verdenskrigs atomangreb i Japan, red.). Deres vidneudsagn var kritiske for denne fantastiske succes, udtaler Beatrice Fihn, direktør for ICAN, til nyhedsbureaueat Reuters.

Løfter, men endnu ingen lovgivning

Sammenslutningen har siden 2007 kæmpet for en afskaffelse af samtlige af verdens atomvåben. ICAN står blandt andet bag det såkaldte Humanitarian Pledge, et løfte om at arbejde mod et forbud mod atomvåben, som 108 lande indtil videre har tilsluttet sig.

Sammenslutningen spillede også en afgørende rolle i udfærdigelsen af den FN-traktat, hvis endelige formål er at udfase samtlige verdens atomvåben. 122 FN-lande tilsluttede sig i juli 2017 traktaten, som endnu ikke er blevet ratificeret. Ni lande boykottede forhandlingerne, heriblandt USA.

Under afsløringen af årets prismodtager opfordrede Nobelkomiteen de lande i verden, der stadig udvikler atomvåben, til at indlede forhandlinger om en endelig udfasning. Og direktøren i ICAN ser da også dagens pris som et signal til netop de lande.

- Det sender et signal til alle atombevæbnede lande og alle stater, der fortsætter med at sætte sin lid til atomvåben som sikkerhed, at dette er uacceptabel opførsel, lyder det fra Beatrice Fihn.

Udover æren modtager ICAN en præmiesum på cirka seks millioner danske kroner.