Nødhjælpen er nu på vej til sultende i belejret syrisk by

Selvom de 40.000 sultende i Madaya kan forvente nødhjælp i dag, så er 400.000 syrere fortsat under belejring og uden for rækkevidde for nødhjælpsorganisationer, advarer Røde Kors.

Indbyggere i Aleppo, Syrien, demonstrerede i går til fordel for deres sultende landsmænd i den belejrede by Madaya. (Foto: KARAM ALMASRI © Scanpix)

Nødhjælpen er i skrivende stund på vej til den nødlidende syriske by Madaya, som har været under belejring af regeringsstyrker i de sidste mange måneder.

En konvoj af lastbiler med 330 ton mad og medicinsk udstyr har forladt Damakus med kurs mod byen, oplyser syrisk Røde Kors ifølge Reuters.

Det er nok til at hjælpe de omkring 40.000 sultramte indbyggere, der er fanget i byen, i 40 dage, skriver Ritzau.

Indbyggerne er efter sigende tvunget til at ernære sig på salt, vand, kæledyr og græs. Situationen er desperat, fortæller Anders Ladekarl, Generalsekretær i Røde Kors.

- Det er en ganske alvorlig situation i Madaya. Læger uden Grænser har rapporteret, at seks yderligere personer er døde af sult i byen i weekenden, siger han til P1 Morgen.

Sulten i Madaya er blevet kendt, fordi en række grusomme billeder er dukket op af udsultede børn og voksne i byen, men lignende situationer udspiller sig flere andre steder i landet, siger Anders Ladekarl.

- Desværre er det ikke kun i Madaya, at situationen er sådan. FN vurderer, at der er 400.000 mennesker, der er indesluttet på samme måde i andre byer rund omkring i Syrien, hvor det er rigtigt vanskeligt at bringe hjælp frem, siger han og fortæller, at Røde Kors ikke fik lov til at bringe nødhjælp frem til Madaya, da de senest besøgte byen i december.

Allerede torsdag kom der en aftale i stand om at give nødhjælpsorganisationerne adgang til Madaya, men indsatsen blev yderligere forsinket blandt andet af frygt for, at konvojerne medbragte potentielle våben.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube