Tema Nordkoreas missiltrussel

Nordkorea advarer på ny USA om "nådesløst angreb"

Trusler fra Nordkorea kommer, dagen før USA og Sydkorea indleder militærøvelse.

Styret i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, fyrer endnu en advarsel af sted mod USA. (Foto: KCNA © Scanpix)

Der er ingen tegn på, at krigen på ord og trusler mellem Nordkorea og USA er ved at stilne af.

I hvert fald fyrer det nordkoreanske styre i Pyongyang endnu en trussel af sted mod USA, dagen før den årlige militærøvelsen 'Ulchi Freedom Guardian', som amerikanerne sammen med Sydkorea har afholdt hvert år siden 1976.

Nordkorea opfatter militærøvelsen som "hensynsløs adfærd, der driver situationen ind i en ukontrollabel fase af en atomkrig".

Sådan lyder meddelelsen fra Pyongyang i Nordkoreas officielle regeringsavis, Rodong Sinmun, skriver CNN.

Militærøvelsen Ulchi Freedom Guardian

USA og Sydkorea arbejder sammen om militærøvelsen Ulchi Freedom Guardian.

Øvelsen fokuserer primært på at forsvare Sydkorea mod et nordkoreansk angreb.

Militærøvelsen blev afholdt for første gang i 1976.

Siden 1976 er øvelsen blev afholdt hvert år i august eller september.

Nordkorea plejer at stemple øvelsen som en forberedelse på krig.

I avisen står det også, at Nordkoreas hær kan ramme USA på et hvilket som helst tidspunkt, og at hverken stillehavsøen Guam, Hawaii eller de forenede staters fastland kan undvige "det nådesløse angreb".

I sidste uge meddelte styret i Pyongyang, at de havde færdiggjort planer om at ramme USA's militærbase på stillehavsøen Guam og ventede på ordre til at fyre missilerne af.

Kan ramme USA næste år

Truslerne fra Pyongyang kommer på et tidspunkt, hvor retorikken mellem Nordkorea og USA i forvejen er hård.

Ordkrigen mellem de to stater er kun blevet værre gennem de seneste måneder, hvor det nordkoreanske styre har foretaget flere prøveaffyringer af missiler.

Den 4. juli udførte Nordkorea en testaffyring af et såkaldt interkontinentalt ballistisk missil, som skal have en rækkevidde, der gør det muligt at nå Alaska. Senere har styret i Pyongyang meddelt, at det har udviklet et atomsprænghoved, der kan monteres på en sådan type missil.

Den hastige udvikling i Nordkoreas atomprogram har fået det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til at vurdere, at et atomvåben-missil affyret fra Nordkorea allerede til næste år vil kunne ramme USA.

Trump lover bål og brand

Ligesom Nordkorea gennem de seneste måneder har raslet med sablerne, har USA's præsident også smidt fløjlshandskerne og kastet sig hovedkuls ind i den verbale strid.

- De (Nordkorea, red.) vil blive mødt med bål og brand, som verden aldrig før har set, sagde præsident Donald Trump, efter nyheden om at Nordkorea snart er i stand til at nå USA's fastland med atomvåben.

- Nordkorea gør klogt i ikke at komme med flere trusler mod USA, sagde han.

Testaffyringen den 4. juli er blevet fordømt i skarpe vendinger af det internationale samfund, og det har været diskuteret i FN, hvordan Nordkorea kan rammes med flere sanktioner.

Mens det nordkoreanske våbenarsenal udvikler sig, har amerikanerne udviklet et missilskjold, der har kan nedskyde missiler fra Nordkorea. Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har desuden sagt til CNN, at "en global kamp er nødvendig for at stoppe den globale trussel" fra Nordkorea.

Nordkoreas testaffyringer i 2017

  • 28. juli: Et ICM-missil lander i havet i Japans såkaldte eksklusive økonomiske zone (EØZ).
  • 4. juli: Et ballistisk mellemdistancemissil bliver affyret nær grænsen til Kina og lander i Det Japanske Hav.
  • 8. juni: Nordkorea affyrer mindst to missiler. De har angiveligt en rækkevidde på 200 kilometer.
  • 29. maj: Nordkorea tester et kortdistancemissil. Det flyver 450 kilometer og lander i Japans økonomiske zone.
  • 22. maj: Nordkorea tester et mellemdistancemissil af typen Pukguksong 2. Det flyver næsten 500 kilometer, før det lander i Det Japanske Hav.
  • 14. maj: Et missil flyver over 100 kilometer og lander i Det Japanske Hav. Det sker, fire dage efter at Sydkorea har valgt den liberale Moon Jae-in til ny præsident, og Kina har arrangeret et topmøde om handel mellem Asien og Europa.
  • 29. april: Et ballistisk missil testes samme dag, som FN holder møde om den anspændte situation omkring Nordkorea.
  • 16. april: Et uidentificeret missil eksploderer i luften umiddelbart efter opsendelse.
  • 5. april: Nordkorea affyer et mellemdistancemissil i retning mod Japan. Missilet flyver omkring 60 kilometer, før det lander i havet.
  • 22. marts: Et ballistisk mellemdistancemissil af typen Musudan bliver affyret, men eksploderer få sekunder efter opsendelse.
  • 7. marts: Fem ballistiske missiler bliver skudt ud over Det Japanske Hav.
  • 12. februar: Nordkorea tester et Pukguksong 2-langtrækkende missil. Det flyver 500 kilometer og lander i havet mellem Nordkorea og Japan.
  • Nordkorea har gennemført fem atomprøvesprængninger i 2006, 2009, 2013 og to i 2016.