Nordkorea affyrer nyt missil med retning mod Japan

Missilet fløj 800 kilometer i retning mod Japan, før det ramte havet.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-Un (til venstre) besigtiger toppen af et missil. Arkivbillede. (Foto: KNS © Scanpix)

Nordkoreas militær har tidligt fredag lokal tid affyret et såkaldt ballistisk missil ud over havet i retning mod Japan.

Det oplyser Sydkoreas forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Yonhap. Ministeriet tilføjer, at der formentlig er tale om et Rodong-missil med en rækkevidde på 1.300 kilometer.

En talsmand for ministeriet siger, at missilet blev affyret fra Sukchon i den sydvestlige del af Nordkorea klokken 05.55 lokal tid (21.55 dansk tid) og fløj 800 kilometer ud over Det Japanske Hav.

Missiltesten kommer, kun få dage efter at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, varslede flere missiltest og atomprøvesprængninger.

FN strammede for nylig sanktionerne mod Nordkorea, efter at landet 6. januar foretog en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.

Kina, som er Nordkorea vigtigste allierede, har tidligere meldt ud, at det bakker op om FNs sanktioner mod Nordkorea, men beder alle parter om ikke at foretage sig noget, som vil forværre den allerede anspændte situation.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube