Tema Nordkoreas missiltrussel

Nordkorea: 'Gangster-nationen' USA tog diplomaters pakke i lufthavn

Nordkorea mener, at landets diplomater blev røvet i amerikansk lufthavn. USA afviser.

De amerikanske myndigheder oplyser til CNN, at de nordkoreanske statsborgere fysisk forsøgte at tage deres beslaglagte pakke tilbage i John F. Kennedy-lufthavnen i New York. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)

En gruppe nordkoreanere måtte søndag sætte kursen mod hjemlandet med mindre i bagagen, end de havde håbet.

Efter at have deltaget i en konference om personer med handicap i FN-hovedkvarteret i New York blev den nordkoreanske delegation ifølge egen forklaring ”helt bogstaveligt røvet” i John F. Kennedy-lufthavnen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nordkorea beskriver hændelsen, hvor de amerikanske myndigheder fratog delegationen en pakke, som en ”ulovlig og afskyelig provokation”. Ifølge Nordkorea var der nemlig tale om diplomater, som altså også burde have diplomatisk immunitet.

- Dette viser tydeligt, at USA er en forbryderisk og lovløs gangster-nation, udtaler en talsperson for det nordkoreanske styre til landets officielle nyhedsbureau KCNA.

Ifølge Nordkorea var diplomaterne i besiddelse af en gyldig kurérattest.

USA: Nordkorea startede aggression

Ikke overraskende er USA noget uenig i gengivelsen af episoden.

Ministeriet for National Sikkerhed – Homeland Security – bekræfter, at tre nordkoreanske borgere blev stoppet i lufthavnen, men afviser, at der var tale om diplomater, skriver CNN.

- Ifølge Udenrigsministeriet var de nordkoreanske borgere ikke akkrediterede medlemmer af Nordkoreas mission til FN og var ikke berettiget til diplomatisk immunitet. Den pågældende pakke havde ingen diplomatisk beskyttelse mod inspektion, lyder det i en udtalelse fra ministeriet.

Udtalelsen fortsætter desuden med at beskrive, hvordan embedsmænd fra Ministeriet for National Sikkerhed beslaglagde flere medieartikler og pakker fra nordkoreanerne, som fysisk forsøgte at tage deres ting tilbage, hvilket ikke lykkedes.

- Den omtalte aggression var startet af nordkoreanerne, lyder det i udtalelsen.

De nordkoreanske statsborgere blev ikke tilbageholdt i lufthavnen, men nægtede dog at boarde deres fly.

USA og Nordkorea i clinch

Hændelsen er blot den seneste i en lang række konfrontationer mellem de to lande. I sidste uge løslod Nordkorea den amerikansk studerende Otto Warmbier, der sidste år blev idømt 15 års hårdt strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale, af humanitære årsager.

Da han kom hjem til USA, kunne det dog konstateres, at han led af alvorlige neurologiske skader.

Derudover har Nordkoreas missiltest provokeret USA, der både har fordømt dem og sendt krigsskibe mod området og opstillet et missilforsvar i Sydkorea - nordkoreanernes arvefjende.

På den anden side af den koreanske grænse har Nordkorea svaret igen ved at fortsætte affyringerne.

- Vil vil foretage flere missiltest på ugentlig, månedlig og årlig basis, forklarede landets viceudenrigsminister, Han Song-ryol, til BBC tilbage i april.