Nordkorea: Selvforsvar at teste brintbombe

USA "truer" med en atomkrig, og derfor har Nordkorea ret til at afprøve kernevåben, siger Kim Jong-un.

Nordkorea set fra Sydkorea, der siden bombetesten har spredt propaganda - blandet med sydkoreansk popmusik - ud af store højtalere ved grænsen. (Foto: Jeon Heon-kyun © Scanpix)

Det er et led i Nordkoreas selvforsvar mod "amerikanske trusler", at landet onsdag prøvesprængte et kernevåben, siger den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Ifølge Nordkoreas myndigheder var der tale om en brintbombe-sprængning, og testen er blevet udført, fordi USA truer med atomkrig, skriver det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA søndag ifølge Reuters.

- Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (DPRK) brintbombe-test er et skridt for selvforsvar og for at forsvare freden på den koreanske halvø samt den regionale sikkerhed mod truslen for atomkrig, som USA-ledede imperialister står bag, siger Kim Jong-un ifølge KCNA.

- Det er en suveræn stats legitime ret og en retfærdig handling, som ingen kan kritisere, siger lederen videre.

Ifølge nyhedsbureauet kom Kim Jong-un med udtalelserne under et formelt besøg på landets ministerium for væbnede styrker.

Den påståede brintbombe-sprængning, der blev udført uden varsel, er blevet kritiseret verden over.

Blandt andet valgte Sydkorea at genindføre propagandaudsendelser på grænsen til Nordkorea som hævn for nabolandets atomprøvesprængning.

Også i USA og Europa har den nordkoreanske militærhandling skabt røre.

Ifølge en række eksperter tyder meget på, at det ikke var en brintbombe, der blev testet i Nordkorea 6. januar.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube