Tema Nordkoreas missiltrussel

Nordkorea svarer USA igen: Vi fortsætter med at affyre missiler

Der vil opstå en regulær krig, hvis USA bruger militærmagt, understreger nordkoreansk minister.

Nordkorea afholdt lørdag en stor militærparade i hovedstaden Pyongyang for at markere 105-årsdagen for landsfader Kim Il-sung. (Foto: STAFF © Scanpix)

Nordkorea har ingen planer om at stoppe med at sende missiler i luften trods internationalt pres for at stoppe testaffyringerne.

Det oplyser landets viceudenrigsminister, Han Song-ryol, til BBC.

- Vil vil foretage flere missiltest på ugentlig, månedlig og årlig basis, siger Han Song-ryol til det britiske medie.

Viceudenrigsministeren understreger desuden, at en regulær krig vil opstå, hvis USA "er hæmningsløs" nok til at bruge militærmagt.

Meldingen fra det nordkoreanske styre er en reaktion på kritik fra USA i forbindelse med en forfejlet missilaffyring i Nordkorea i går.

- Denne morgens provokation er blot den seneste påmindelse om de risici, enhver af jer står over for hver eneste dag i forsvaret for frihed og Sydkoreas folk samt forsvaret for USA i denne del af verden, sagde USA’s vicepræsident, Mike Pence, under sit officielle besøg i Sydkorea.

Han gjorde det samtidig klart, at Nordkorea ikke skal forsøge at udfordre den amerikanske præsident, Donald Trump.

Samme besked kommer fra Donald Trump selv, der på et pressemøde i dag ifølge Reuters sagde, at Nordkorea "skal opføre sig ordentligt", da en CNN-reporter spurgte præsidenten, om han havde et svar til den nordkoreanske leder, Kin Jong Un.

Den mislykkede missilaffyring skete dagen efter, at Nordkorea afholdt en stor militærparade i hovedstaden Pyongyang for at markere 105- årsdagen for landets grundlægger, Kim Il-sung. Til paraden fremviste Nordkorea blandt andet for første gang beholderen til et ballistisk missil, der kan affyres fra en ubåd.

Forud for fejringen frygtede flere, at landet ville bruge årsdagen til at lave en atomprøvesprængning. Flere eksperter peger dog på, at Kina har lagt pres på nabolandet og fortalt, at de stadig vil støtte Nordkorea, såfremt udviklingen af atomprogrammet er sat i bero.