Tema Nordkoreas missiltrussel

Ny streamingtjeneste skal give nordkoreanerne 'frit' tv-valg

Udbuddet af programmer i den nordkoreanske udgave af Netflix begrænser sig imidlertid til dyrefilm og dokumentarer om landets ledere.

Selvom nordkoreanerne har fået frit programvalg med det nordkorenske svar på Netflix, så er det fortsat lederen Kim Jong-un, der vil fylde i programfladen. (Foto: KCNA © Scanpix)

Med en helt ny streamingtjeneste vil Nordkorea give befolkningen lov til frit at vælge, hvad de gerne vil se i fjernsynet.

Det skriver Foreign Policy ifølge NRK.

Men når alt kommer til alt, er program-menuen dog ikke helt så fri alligevel.

- Udbuddet i den streamingstjeneste er for det meste begrænset til dyrefilm og dokumentarer om landets ”fantastiske” ledere, oplyser det nordkoreanske nyhedsbureau, Korea Central Television.

Således vil det alligevel være meget begrænset, hvor meget information fra omverdenen, der sniger sig ind i stuerne hos nordkoreanerne, der heller ikke har adgang til hverken udenlandske kanaler eller det originale Netflix.

Ønsker nordkoreanerne dog at lære enten russisk eller engelsk, giver den nye tjeneste imidlertid mulighed for det

Boksen indeholder nemlig sprogkurser på ovennævnte sprog, og det får nordkoreanerne således mulighed for at tilegne sig ”hvor som helst og når som helst”, som det nordkoreanske nyhedsbureau, Korea Central Television, skriver i nyhedsbrevet.

Ifølge Foreign Policy har Amnesty International været ude og sige, at den nye digitale satsning blot er en ny måde at forsøge at isolere befolkningen og forhindre, at vigtige informationer om menneskerettigheder og den aktuelle humanitære situation kommer frem til det nordkoreanske folk.

Ifølge tal fra Verdensbanken og netvirksomheden Netcraft blev der ikke registreret en eneste server per en million indbyggere sidste år. Det er derfor usikkert, hvor mange mennesker, der rent faktisk gør brug af tjenesten.