De øvrige fanger skal beskyttes mod radikalisering, lyder forklaringen.

I den australske delstat New South Wales har man netop besluttet at bruge 47 millioner australske dollar, svarende til 232 millioner kroner, på at oprette en ny afdeling i det topsikrede Goulburn-fængsel. Afdelingen skal udelukkende huse islamistiske ekstremister.

- De terrorhændelser, som vi har set både i Australien og i resten af verden, er uden fortilfælde i moderne tid. Derfor bliver vi nødt til at svare igen på den mest omfattende måde. Og jeg kan med tilfredshed konstatere, at vi har både ressourcerne, efterretningerne og den krævede viden til at give det svar, siger Gladys Berejiklian, der er premierminister i delstaten New South Wales.

Den nye afdeling bliver beskrevet som 'super-maksimum-sikret' og skal kunne huse 54 fanger. Afdelingens primære formål er at afholde fanger, der bliver vurderet som islamistiske ekstremister, fra at radikalisere fængslets øvrige indsatte.

- Vi sikrer hermed, at vi står stærkt i bestræbelserne på at reducere eller helt fjerne terroraktiviteter i landet, siger Gladys Berejiklian til avisen The Sydney Morning Herald.

Ifølge The Sydney Morning Herald er 33 af de nuværende 45 indsatte i Goulburn-fængslet dømt for terrorrelaterede forbrydelser.