Obama bekræfter historisk Cuba-besøg

På Twitter bekræfter USA's præsident, at han vil aflægge Cuba et historisk besøg.

I september sidste år mødtes Obama med Cubas præsident, Raul Castro, i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York. Det var første gang i over 60 år, at en amerikansk og en cubansk præsident mødtes på amerikansk jord. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Efter et halvt døgns rygtebørs bekræfter USA's præsident, Barack Obama, nu på Twitter, at han allerede i marts vil aflægge et historisk besøg i Cuba.

Forholdet mellem USA og Cuba
  • I 1959 gennemfører Fidel Castro en revolution i Cuba, hvor han vælter diktatoren Batista, som USA støtter. Castro bliver Cubas nye leder.
  • USA kan ikke lide Fidel Castro og forbyder i 1960 amerikanere at besøge Cuba, selvom mange har familie der.
  • USA forbyder også, at amerikanske firmaer handler og samarbejder med Cuba, og derfor mister Cuba mange penge.
  • I december 2014 siger USA’s præsident, Barack Obama, at krisen mellem Cuba og USA bør stoppe.
  • 10. april 2015 mødes præsidenterne for Cuba og USA for første gang i over 50 år.
  • Cubas nuværende præsident er Raúl Castro, der er Fidel Castros lillebror.
  • 20. juli 2015 genåbner Cuba sin ambassade i Washington, USA.
  • 14. august 2015 hejser udenrigsminister John Kerry det amerikanske flag i Havana og markerer genåbningen af USA's ambassade i Cuba.

Obamas besøg er kulminationen på et væsentligt forbedret forhold til styret i Havana, som har betydet, at de to lande har genoptaget de diplomatiske forbindelser, som blev afbrudt i 1961.

Den 20. juli åbnede USA's ambassade i hovedstaden Havana, hvor også Cubas ambassade i Washington blev en realitet.

Den 14. august blev det amerikanske flag hejst over ambassaden, hvor den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, selv deltog i ceremonien, som markerede afslutningen på 54 års konflikt mellem Cuba og USA.

USA's handelsembargo mod Cuba har lukket al handel mellem de to lande ned. Men de forbedrede relationer har åbnet op for samhandel, og for tre dage siden fik en amerikansk virksomhed for først gang siden 1961 godkendelse til at åbne en fabrik i Cuba.

Ifølge Det Hvide Hus vil Obama tilbringe den 21. og 22. marts i Cuba.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube