Obama: Guantanamo-basen skal lukke med mig som præsident

Barack Obama har ikke opgivet håbet om at lukke den kontroversielle Guantanamo-base, inden hans tid i Det Hvide Hus er forbi.

USAs præsident Barack Obama vil lukke den omstridte Guantanamo-base, inden hans tid i Det Hvide Hus er forbi. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har afleveret sin plan for lukningen af den kontroversielle Guantanamo-base til den amerikanske kongres.

Det skriver flere internationale medier, herunder BBC.

I løbet af 2016 er der allerede planer for at flytte 35 af basens fanger til andre lande, så der er færre end 60 tilbage på basen på Cuba. Størstedelen af disse skal ifølge planen flyttes til amerikanske fængsler.

I den forbindelse har den amerikanske præsident udpeget 13 amerikanske fængsler, hvor fangerne kan blive placeret.

- Jeg vil ikke videregive Guantanamo-problematikken til en ny præsident, siger Barack Obama ifølge Reuters.

Det har længe været et erklæret mål for Barack Obama at lukke Guantanamo-basen, men den amerikanske kongres er imod lukningen og vil derfor blokere Obamas plan.

Ifølge BBC koster det årligt omkring tre milliarder kroner at drive basen.

Menneskerettighedsorganisationer har i årevis protesteret over militærbasen, da der har været rapporter om tortur og mishandling.

Også det faktum, at fangerne tilbageholdes uden at blive stillet for en dommer, har vækket international bekymring og forargelse.

  • Guantánamo-fangelejren for terrormistænkte blev indrettet i 2002 på den amerikanske flådebase i Cuba efter ordre fra præsident George W. Bush.
  • Der sidder i dag fortsat 91 fanger i Guantánamo, der har haft op til 775 indsatte.
  • Guantanamo-fangelejren huser i dag fem af de mistænkte bag angrebet på World Trade Center i 2001. Blandt dem er den selvudnævnte hjerne bag angrebene, Khalid Sheikh Mohammed.
  • Præsident George W. Bush erklærede i 2002, at fjendtlige kombattanter ikke skulle behandles som krigsfanger efter Genève-konventionerne.
  • Allerede ved sin indsættelse i 2009 proklamerede Barack Obama, at han ville lukke Guantánamo i løbet af et år. Fristen blev dengang sat til 22. januar 2010, men som bekendt lykkedes det ikke at overholde løftet.
  • Kilde: AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube