Obamas sidste tale til nationen - gæsteliste afslører indholdet

ANALYSE: Barack Obama vil fokusere på Syrien, homoseksuelle og immigranter i sin sidste tale til nationen.

Talen om nationens tilstand i nat er Barack Obamas syvende - og sidste - som amerikansk præsident. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Natten til onsdag går Præsident Obama på talerstolen i Repræsentanternes Hus og holder sin sidste tale om nationens tilstand.

Denne gang er helt særlig, fordi Barack Obamas dage i Det Hvide Hus er ved at rinde ud, og hvor en præsident normalt bruger denne tale til også at fremlægge politiske forslag for det nye år, forventer man i Washington, at denne tale vil få en anden klang.

Man får et hint om, hvad præsidenten ønske at bruge talen til, når man læser gæstelisten over de særligt indbudte. Ud over de folkevalgte politikere, har Det Hvide Hus inviteret en syrisk flygtning, en aktivist der kæmper for homosexuelles rettigheder og en immigrant fra Mexico.

Det kunne tyde på, at Barack Obama har tænkt sig at gøre status over sine syv år som præsident og de markante politiske kampe, han har kæmpet og stadig kæmper.

Krigen mod Islamisk Stat

Situationen i Syrien og Mellemøsten er vel nok Barack Obamas største udenrigs- og sikkerhedspolitiske problem netop nu. Han gik til valg på løftet om at stoppe USA's krige og trække soldater hjem fra Irak og Afghanistan.

Da terrorbevægelsen Islamisk Stat imidlertid voksede sig så stort og magtfuld, at den udgjorde en meget reel trussel mod USA, blev han dog nødt til at indlede, det han selv kalder en krig mod terrorbevægelsen. Denne krig går ikke særlig godt, hvis man spørger den amerikanske befolkning, hvor der ifølge målinger i Washington Post er et flertal imod præsidentens måde at håndtere Islamisk Stat.

Samtidig er der en ophedet debat i USA om, hvorvidt det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at tage imod flygtninge fra Syrien. 31 stater siger nej tak til flygtninge, mens præsidenten mener, det er en moralsk forpligtelse at tage imod. Med invitationen af den syriske flygtning, der i øvrigt kommer til at sidde ved siden af Michelle Obama, kan man forvente, at Obama vil tale netop om denne konflikt.

Homoseksuelles rettigheder

Barack Obama har gennem begge sine perioder som præsident været tilhænger af homoseksuelles rettigheder, men den helt store gennembrud kom, da Højesteret i juni dette år bestemte, at ægteskab mellem to mennesker af samme køn skulle være lovligt i alle 50 stater.

USA har de seneste år oplevet en stor forandring i synet på netop homoseksuelle, og præsident Obama sagde da også efter dommen i Højesteret, at aktivister og sympatisører langsomt men sikkert var med til at "få hele landet til at indse, at kærlighed er kærlighed."

Immigration

En af Barack Obamas helt store armlægninger med sine politiske modstandere handler om immigration. Kongressen har ikke været i stand til at gennemføre en immigrationsreform, selv om det er bredt anerkendt, at USA har et reelt problem med millioner af illegale indvandrere, der ofte lever under usikre og uværdige forhold, mens de arbejder ulovligt.

I november 2014 besluttede Barack Obama at udstede et dekret hen over hovedet på Kongressen, hvorved 4 millioner illegale indvandrere ville få ret til at blive lovligt og arbejde i USA. Siden har republikanskledede stater taget denne kamp videre til Højesteret, hvor den i øjeblikket verserer.

Det Hvide Hus håber, at den juridiske kamp kan blive løst, før Barack Obama må overlade Det Ovale Kontor til sin efterfølger, for i modsat fald, vil dekretet have en endnu mere usikker fremtid. Invitationen af en mexicansk indvandrer varsler, at Præsident Obama også vil tale om behovet for en omfattende reform.

Den tomme stol

Mens præsidenten altså har inviteret særlige gæster, vil en enkelt stol i nærheden af Michelle Obama stå tom. Den er dedikeret til ofrene for våbenkriminalitet i USA.

I sidste uge benyttede Obama sig endnu engang af sin ret til at udstede dekreter, da han på egen hånd besluttede at stramme våbenlovgivningen i USA. Netop en våbenreform har været et af præsidentens store ønsker, men også på dette område har han mødt så stor modstand fra republikanerne, at det er blevet ved ønsket.

Sidste uges dekret strammer op på den eksisterende lovgivning - men er langt fra en egentlig reform. Det er dog det længste, han kan gå på egen hånd. Den tomme stol varsler, at talen om nationens tilstand også vil handle om våbenkontrol og de over 30.000 mennesker, der hvert år dør af skud i USA.

Alt det andet

Talen vil formentlig være Barack Obamas egen version af, hvad han har opnået de seneste 7 år, og hvilke kampe der endnu er tilbage at kæmpe for en eventuel ny demokratisk præsident.

Mens republikanerne tager sig til hovedet, vil han ganske givet nævne klimaaftalen i Paris som en personlig sejr. Atomaftalen med Iran vil også med stor sikkerhed blive nævnt som en af Obamas helt store bedrifter, mens det opblødede forhold til Cuba også vil blive fremlagt som diplomatiets og fornuftens sejr under Obama.

Der vil altså formentlig være tale om et oprids af det, han selv ser som sejre, mens det nært forestående præsidentvalg, hvor Obama som bekendt ikke genopstiller, vil definere, hvilke emner præsidenten vil nævne som tilbageværende kampe. Og så er der de hvide kaniner. Kan Barack Obama finde på at åbne for nye dekreter i sit sidste år som præsident?

Barack Obama taler klokken 03.00 dansk tid natten til onsdag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube