Østrig vil holde afghanere væk med annoncekampagne

I annoncer fortæller Østrig mulige migranter i Afghanistan, at der er strammet op på asylregler i alpelandet.

I Afghanistan vil der snart hænge plakater med meddelelser om ikke at sætte kursen mod Østrig. ARKIVFOTO (Foto: Wakil Kohsar © Scanpix)

Den østrigske regering vil med en annoncekampagne forsøge at overbevise mulige migranter i Afghanistan om, at de ikke skal sætte kursen mod alpelandet i Europa.

For Østrig opererer med midlertidigt asyl, der deporteres stadig flere migranter, og reglerne for familiesammenføring er strammet op.

I annoncerne får afghanerne at vide, at Østrig ikke giver asyl af økonomiske årsager.

Annoncerne bringes på busser i Afghanistans hovedstad, Kabul, på Facebook og i tv-kampagner.

Her får afghanere ifølge Reuters at vide, at de ikke skal vente en varm velkomst i Østrig, der på migrantruten op igennem Europa er sidste land inden Tyskland.

Indenrigsministeriet i Østrig siger, at det betaler for at få hængt store plakater op i Afghanistans fem største byer, ligesom der kommer annoncer i flere end 1000 aviser og hjemmesider.

Men Østrig er på det seneste blevet kritiseret af EU-Kommissionen og menneskerettighedsorganisationer, fordi regeringen i den østrigske hovedstad, Wien, har sat en grænse for, hvor mange mennesker der kan få asyl i landet.

- Regeringen har en overgrænse på 37.000 asylansøgere i år. For at nå ned på dette tal, er det nødvendigt at reducere antallet af flygtninge til landet, siger indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube