Oklahoma-bombe satte fart i mulig højesteretsdommers karriere

PORTRÆT Barack Obamas førstevalg til den manglende stilling som højesteretsdommer blev for alvor kendt med det blodige angreb mod Oklahoma City i 1995.

Barack Obama præsenterede onsdag Merrick Garland som sin kandidat til at afløse afdøde Antonin Scalia som dommer i den amerikanske højesteret. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Merrick Garland er med sit kandidatur til posten som højesteretsdommer i USA indstillet til en særdeles vigtig post. Men hvem er den 63-årige mand egentlig?

Her er et par facts om Garlands karriere og privatliv.

Merrick Garland er chefdommer for appelretten i regeringsdistriktet, District of Columbia, og trådte ind på den store juridiske scene i USA for cirka 21 år siden.

Med Oklahoma City-bombningen i 1995 tog Garlands karriere nemlig fart.

Få dage efter bombningen, hvor 165 mennesker var blevet dræbt, stod Garland på gerningsstedet mellem lig, der stadig blev trukket ud af ruinerne, for at undersøge forholdene og forberede en eventuel anklage.

Han koordinerede Justitsministeriets svar og retsforfulgte bombemændene.

Garland vurderes til at være moderat liberal eller et sted mellem liberal og konservativ. Han har vundet respekt og støtte på tværs af politik og er blevet rost af både Demokraterne og Det Republikanske Parti.

Garland er ikke kendt af den brede offentlighed, men yderst velanset i Washington. Det er sjældent at finde én, "som næsten alle ikke bare respekterer, men også oprigtigt synes om," siger Obama om Garland.

Skarp og anstændig

Ifølge præsidenten er Garland "vidt anerkendt ikke bare som et af Amerikas skarpeste juridiske hoveder, men som én der har anstændighed, beskedenhed, integritet og ekspertise som en del af sin arbejdsmoral."

Garland er uddannet fra Harvard College og Harvard Law School. Han har været partner i advokatfirmaet Arnold & Porter, som han forlod for at arbejde for den føderale anklagemyndighed.

I 1997 udnævnte den daværende præsident Bill Clinton ham til chefdommer for appelretten i regeringsdistriktet, District of Columbia.

- Troskab mod forfatningen og loven har været hjørnestenen i mit professionelle virke, lød det fra Garland ved offentliggørelsen af nomineringen.

- Dette er den største ære i mit liv, sagde han, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage.

Merrick Garland er gift med Lynn Garland, med hvem har to døtre, der begge har studeret på Yale. Lynn Garland er barnebarn af en rådgiver til præsidenterne Franklin D. Roosevelt og Harry Truman og færdes hjemmevant blandt Washingtons elite.

DR Nyheder/Ritzau

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube