Oldgamle hulemalerier fundet

De ældste hulemalerier i Centraleuropa er fundet i det nordvestlige Rumænien. Se de op mod 35.000 år gamle malerier her.

Rumænske eksperter har opdaget de til dato ældste hulemalerier i Centraleuropa. De vurderes til at være op mod 35.000 år, siger rumænske og franske forskere.

Forskellige dyr er afbilledet på hulevæggene.

- Det er første gang i Centraleuropa, at så gammel kunst er blevet fundet og bekræftet, hedder det i en fælles erklæring fra Rumæniens Sammenslutning af Speleologer - huleforskere - og Jean Clottes, en ekspert, der arbejder for Unesco.

Det er et væsentligt fund, og dets ægthed er helt sikker, siger Clottes, der er ekspert i forhistorisk kunst. Han blev hidkaldt af rumænske specialister for at attestere fundet.

Hans gruppe omfatter huleforskere, en palæontolog, en arkæolog og to specialister i hulekunst.

Klippekunst med årtusinder på bagen

De skønner, at hulemalerierne kan dateres til en periode af gammel klippekunst fra mellem 23.000 og 35.000 år siden.

- Kulstof 14-prøver skal bekræfte disse vurderinger, siger eksperterne.

Malerierne, der er holdt i sort, blev opdaget for tre-fire måneder siden i Coliboaiahulen i det nordvestlige Rumænien.

Der er billeder af dyr, heriblandt en bøffel, en hest, bjørnehoveder og sågar et næsehorn, ifølge formanden for de rumænske huleforskere, Viorel Traian Lascu.

Billed grotten, hvor hulemalerierne er fundet i Rumænien. (Foto: Andrei Posmosanu © Copyright Romanian Federation of Speleology- FRS)
Billed grotten, hvor hulemalerierne er fundet i Rumænien. (Foto: Andrei Posmosanu © Copyright Romanian Federation of Speleology- FRS)