Op mod 50 voksne og børn dræbt i angreb på hospitaler og skoler i Syrien

Et af hospitalerne blev drevet af Læger Uden Grænser. FN retter en skarp kritik.

Læger Uden Grænsers skilte i murbrokkerne efter luftangrebe mod et hospital i den syriske by Idlib. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Scanpix)

Dagens angreb mod skoler og hospitaler i Syrien har kostet op mod 50 børn og voksne livet, siger FN til Reuters og andre store nyhedsbureauer.

FN's generalsekretær Ban Ki-Moon mener, at "sådanne angreb er en åbenlys krænkelse af international lov", siger talsmand Farhan Haq.

Angreb mod lægehjælp er forbudt i krigszoner.

- Generalsekretæren er dybt bekrymret over rapporter om missilangreb mod mindst fem hospitaler og to skoler i Aleppo og i Idlib, som dræbte op mod 50 civile, inklusiv børn, og sårede mange, siger talsmanden til blandt andre Reuters.

Der har i løbet af mandag været omtale af to af angrebene, heriblandt ét der ramte et hospital, der er støttet af Læger Uden Grænser.

Det er det femte Læger Uden Grænser-sygehus, der er blevet ramt siden nytår, fortæller direktør i Læger Uden Grænser i Danmark, Jesper Brix, til DR Nyheder.

- Det er dybt problematisk, at civile ikke har mulighed for at søge lægehjælp i Syrien i øjeblikket, siger Jesper Brix.

Ødelæggelsen af hospitalet vil betyde at 40.000 mennesker ikke længere kan få lægehjælp, blive indlagt eller komme på skadestuen, vurderer han.