Tema Orkanen Maria

Orkanen Maria ramte Guadeloupe med kraftige vinde

Mindst en person er omkommet og to meldes savnet.

Regn, blæst og flyvende objekter.

Endnu en orkan skaber ravage i Caribien. Tidligt tirsdag morgen ramte orkanen Maria nemlig den franske ø Guadeloupe.

Mindst en person meldes omkommet og to personer er savnet, efter den voldsomme orkan gik i land.

Maria er den seneste orkan, der rammer Caribien i en meget aktiv orkansæson. Orkanen betegnes som en yderst farlig storm, og på bare 24 timer intensiverede den fra en kategori 1 til en kategori 5-orkan - den kraftigste på skalaen. Det betyder, at orkanen Maria blæser med middelvinde på over 70 m/s svarende til 260 km/t.

Orkanen Maria følger Irmas spor op gennem Caribien.

Orkanens andet offer

Guadeloupe er orkanen Marias andet offer. Det første offer var den caribiske ø Dominica. Her var Maria den kraftigste orkan, der nogensinde har ramt øen. Orkanen Maria følger den seneste atlantiske orkan Irmas spor op gennem Caribien, og har nu kurs mod De Amerikanske Jomfruøer og Puerto Rico. Her er de ved at forberede sig på endnu en stor orkan.

Orkan Irma, der også var en kategori-5 orkan, gik hårdt udover de caribiske øer, og her mistede mindst 38 personer livet.