Orkanen Ophelia har kostet tre dødsfald i Irland

Den værste storm i 50 år hærger de britiske øer, hvor veje er lukket, og tusindvis er uden strøm.

Vindstyrken er i dag målt  op på 176 km/t ved Irlands kyst. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Tre personer er blevet dræbt i Irland, mens 260.000 mennesker er uden strøm, efter at orkanen Ophelia har ramt de britiske øer.

Befolkningen er blevet bedt om at blive indendøre, mens den værste storm i 50 år passerer.

Offentlige transportmidler er blevet aflyst, og adskillige veje er blevet lukket, skriver The Irish Times.

Det første offer for orkanen var en kvinde i 50'erne, der blev dræbt, da et træ væltede ned over hendes bil og gik gennem ruden. Kvindens 70-årige mor var med i bilen og blev kvæstet men meldes uden for livsfare.

Den andet dødsfald skyldtes ligeledes et træ, der var væltet ned over en bil med en mandlig passager. En mand i 30'erne mistede desuden livet, da han ville save et væltet træ over og kom galt af sted med saven.

Ophelia er noget usædvanlig, da orkaner normalt kommer fra det caribiske hav ind over Atlanterhavet, mens denne kommer fra syd for Azorerne.

Det forventes, at Irland og Skotland vil få mellem 50 og 75 millimeter regn mellem mandag og tirsdag. Det svarer til en hel måneds regn eller mere i Danmark.

Væltede træer har forårsaget tre dødsfald i Irland. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Uden strøm i flere dage

Når Ophelia er passeret, ligger et nyt dybt lavtryk og venter med mere vind og regn.

Vindstyrken er i dag målt op på 176 km/t ved Irlands kyst, og der advares om muligheden for oversvømmelser. Det gælder også flere steder i England og Skotland.

Stort set hele landet er ramt af strømafbrydelser. Inden dagen er omme ventes det, at 450.000 mennesker vil være uden strøm.

- Stormen Darwin i 2014 resulterede i strømafbrydelse hos 280.000 mennesker. Det tog op til otte dage at få strømmen genetableret, siger Derek Hynes fra leverandøren ESB.

- Lige nu er vores prioritet, at få strøm på berørte sygehuse, og derefter kommer infrastrukturen, skoler, vandværker og kommunikation, siger han.

I morgen vil skolerne være lukket landet over, og flere virksomheder må holde lukket, da der mangler strøm, ligesom flere veje er ufremkommelige.

Adskillige lufthavne er ligeledes blevet lukket.