OVERBLIK 181 dræbt: Tyrkiet rystet af voldsomme bombeangreb

Endnu et bombeangreb ramte i går den tyrkiske hovedstad - adskillige blev dræbt og mange såret. Landet har i den seneste tid oplevet flere angreb.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

37 personer har mistet livet, og flere end 120 er blevet såret, efter at en bombe i går detonerede foran et busstoppested i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Ifølge de tyrkiske myndigheder var de to formodede gerningsmænd bag angrebet et kvindeligt medlem af den militante kurdiske gruppe PKK og en mandlig tyrkisk statsborger med forbindelse til samme gruppe.

Tyrkiet har den seneste tid været ramt af flere angreb. Flere af angrebene er senere blevet kædet sammen med prokurdiske grupper eller terrorgruppen Islamisk Stat.

Her er de angreb, der har rystet Tyrkiet i den seneste tid:

17. februar 2016: Bilbombe detonerer nær kaserne

28 personer mistede livet, og 61 blev såret, da en bilbombe detonerede ud for en kaserne tæt ved landets parlament.

Eksplosionen skete, da et køretøj ladet med eksplosiver sprang i luften ved siden af en militærbus, der holdt og ventede for rødt lys.

I første omgang gav den tyrkiske regering den kurdiske gruppe YPG skylden for angrebet, men en anden militant kurdisk gruppe, TAK, tog siden ansvaret for bombeangrebet.

Ifølge gruppen var angrebet hævn for situationen i Cizre i den sydøstlige del af Tyrkiet. Samtidig sværger de at fortsætte angreb mod Tyrkiet.

12. januar 2016: Eksplosion ryster turistområde i Istanbul

10 blev dræbt og 15 såret, da en eksplosion ramte den stærkt turistede Sultanahmet-plads.

Pladsen ligger i et populært turistområde, og de 10 dræbte var alle tyske statsborgere.

De tyrkiske myndigheder sagde efter angrebet, at terrorgruppen Islamisk Stat stod bag.

23. december 2015: Angreb mod lufthavn

En eksplosion i Istanbul-lufthavnen Sabiha Gökcen dræbte i de tidlige morgentimer én person, ligesom angrebet beskadigede flere fly.

Den kurdiske oprørsgruppe TAK tog senere ansvaret for bombningen.

10. oktober 2015: Selvmordsbomber dræber over 100 i Ankara

I oktober sidste år blev 103 mennesker dræbt, og flere blev såret, da to selvmordsbomber gik af under en fredsdemonstration i den centrale del af den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Fredsdemonstrationen, som var målet for angrebet, var arrangeret af prokurdiske og venstreorienterede grupper.

Efterfølgende udtalte den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, at nogle af de mistænkte bag angrebet tidligere havde opholdt sig i Syrien, og at de havde forbindelse til terrorgruppen Islamisk Stat eller den kurdiske PKK-bevægelse.

6. januar 2015: Kvindelig selvmordsbomber angriber politistation

To politibetjente blev dræbt, da en kvindelig selvmordsbomber detonerede sig selv på en politistation i det centrale Istanbul.

Den yderliggående gruppe Den Revolutionære Folks Befrielses-partifront, DHKP-C, tog senere ansvaret for angrebet.

Kilder: Dr.dk, Independent.co.uk

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube