OVERBLIK Det ved vi om dødbringende skovbrand i Portugal

En enorm skovbrand har siden lørdag hærget i det centrale Portugal. 61 meldes døde.

Herover kan du se levende billeder af branden.

61 personer meldes døde, efter en voldsom skovbrand er brudt ud i den centrale del af Portugal.

Her er et overblik over, hvad vi indtil videre ved:

  • Dødstallet er ifølge landets premierminister, Antonio Costa, søndag aften på 61.
  • Tidligt søndag morgen lød det fra de portugisiske myndigheder, at hovedparten af de dræbte mistede livet, da de forsøgte af undslippe flammerne i deres biler.
  • Omkring 60 personer er blevet såret, heriblandt fire brandmænd. Fem af de sårede er i kritisk tilstand.

  • Branden brød ud lørdag eftermiddag. Politiets teori er, at et lyn har slået ned i et træ, hvorefter ilden har spredt sig.
  • Knap 700 brandfolk og 215 slukningskøretøjer er blevet sat ind for at få kontrol over flammerne. 360 soldater er blevet indsat for at bistå indsatsen.
  • Skovbranden hærger i den centrale del af Portugal cirka 200 kilometer nordøst for hovedstaden Lissabon i nærheden af byerne Figueiro dos Vinhos, Castanheira de Pera og Pedrogao Grande i Leiria-distriktet.
  • Premierminister Antonio Costa har kaldt branden for "den største tragedie, vi har været vidne til i Portugal i mange år".
  • Premierministeren og Portugals præsident, Marcelo Rebelo, er taget til området.
  • EU har aktiveret en særlig civilbeskyttelsesordning for at hjælpe med at bekæmpe ilden.
  • Frankrig har stillet tre fly til rådighed, mens Spanien har sendt to brandslukningsfly til Portugal.
  • Portugal blev lørdag ramt af en hedebølge. I Lissabon og mange andre steder i landet nåede temperaturerne op over 40 grader.
  • Befinder man sig som dansker i området - og har man brug for hjælp - kan Udenrigsministeriets Borgerservice kontaktes på telefonnummer +45 33921112.

Kilder: AFP, AP.

/ritzau/