Tema Brexit

OVERBLIK EU-lederne vil beholde Storbritannien i EU

Storbritanniens EU-partnere samles for at enes om en aftale, der kan få briterne til at stemme ja til EU.

Torsdag og fredag er der forhandlinger om Storbritanniens medlemskab af EU. På billedet er Europakommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, som taler med den britiske premierminister, David Cameron. (Foto: POOL THIERRY ROGE © Scanpix)

De 28 EU-landes stats- og regeringschefer har torsdag eftermiddag indledt et topmøde i Bruxelles, hvor de vil prøve at enes om en teknisk og juridisk kompliceret aftale, der kan danne grundlag for en folkeafstemning om, hvorvidt briterne vil blive i EU.

Her er et udpluk af ledernes udtalelser ved ankomsten til mødet:

  • Storbritanniens premierminister, David Cameron: - Det bliver hårdt. Jeg vil kæmpe for Storbritannien. Hvis vi kan få en god aftale, så tager jeg den. Men jeg vil ikke acceptere en aftale, der ikke opfylder vores behov. Det er meget vigtigere at gøre det rigtigt end at have travlt.
  • EU-præsident Donald Tusk: - Vi er stadig midt i meget vanskelige forhandlinger om det britiske spørgsmål. Én ting står dog klart for mig: Dette er et knald eller fald-topmøde. Det er jeg ikke i tvivl om.
  • Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen: - Nu må vi se, hvor svært det bliver. Jeg tror jo, at alle forstår, hvor alvorlig en situation vi står i, hvis ikke der bygges en politisk platform op i Storbritannien, der gør, at man kan vinde en folkeafstemning.
  • Frankrigs præsident, François Hollande: - Vi må også tænke på alle de andre lande, samtidig med at vi taler om Storbritannien. Det her handler om hele Den Europæiske Union, ikke bare om et enkelt land i Den Europæiske Union. Jeg håber, at Storbritannien bliver i Den Europæiske Union, men jeg håber især, at vi kommer videre sammen, og at ingen regeringsleder kan stoppe det.
  • Tysklands forbundskansler, Angela Merkel: - Der er stadig ting, vi skal have løst. Men min generelle holdning på vej ind til diskussionen er, at vi med glæde vil gøre alt for at skabe de betingelser, der skal til, for at Storbritannien kan forblive som en del af Den Europæiske Union.
  • Litauens præsident, Dalia Grybauskaite: - Jeg tror, alle skal gennem hver deres drama. Og så bliver vi enige.
  • Polens premierminister, Beata Szydlo: - Vi ønsker en aftale. Men ikke for enhver pris.
  • Sveriges statsminister, Stefan Löfven: - Det er vigtigt, at vi bliver enige. Det er vigtigt for EU, og det er vigtigt for Sverige, at Storbritannien bliver. Vi har ikke brug for et svækket EU lige nu.
  • EU-Parlamentets formand, Martin Schulz: - Et overvældende flertal af Europaparlamentets medlemmer er klar til at være så konstruktive som muligt for at finde et kompromis. Jeg ser lyst på mulighederne, for at vi i dag eller i morgen kan finde et holdbart kompromis. Om nødvendigt kan vi også forhandle på lørdag.
Brexit

Storbritannien har ved et historisk valg den 23. juni 2016 stemt for at forlade EU. Følg det politiske efterspil her.

Gå til tema

Kilde: Reuters

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube