OVERBLIK Hvem er Trumps 'Alt-left'?

Der findes venstreekstremister i USA, men de fylder markant mindre end højreekstremisterne.

Antifascistiske moddemonstranter på plads i Charlottesville i weekenden, da højreekstremister protesterede mod fjernelsen af en statue. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, vendte i går tilbage til sit synspunkt om, at "begge sider" var skyld i weekendens uroligheder i byen Charlottesville i staten Virginia.

Her marcherede højreekstremister - blandt andet fra bevægelsen "Alt-right" - mod beslutningen om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee - og blev mødt af moddemonstranter.

Det var sidstnævnte, som Trump hentydede til, da han på et pressemøde spurgte:

- Hvad med "Alt-left", der kom stormede mod det, du kalder "Alt-right"?

Herunder forsøger vi at besvare nogle grundlæggende spørgsmål om de venstreekstremister, som Trump tilsyneladende ønsker at hive frem i lyset.

Hvad er "Alt-left"?

I modsætning til betegnelsen "Alt-right", som stærkt højreorienterede provokatører selv har fundet på, kalder venstreorienterede grupper i USA normalt ikke sig selv for "Alt-left".

Tværtimod skriver Washington Post, at det er konservative medier som Fox News, der bruger betegnelsen til at beskrive for eksempel anti-Trump demonstranter eller sorte aktivister fra gruppen Black Lives Matter.

Tilhængere af gruppen Black Lives Matter var også tilstede i Charlottesville i weekenden. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

For det meste henviser "Alt-left" dog til antifascistiske grupper - populært kaldet "Antifa" - som for eksempel begik hærværk under Donald Trumps indsættelse i januar, og som ikke går af vejen for at bruge vold, når de laver moddemonstrationer mod den yderste højrefløj.

Hvem taler vi om?

Der findes bestemt grupperinger og enkeltpersoner på den yderste venstrefløj, som mener, at vold er et legitimt middel mod den højredrejning, som, de oplever, finder sted i USA i dag.

I juni i år skød en venstrefløjsaktivist mod republikanske politikere, der spillede baseball i Virginia, og i oktober sidste år blev et republikansk partikontor i North Carolina angrebet med en brandbombe.

Berkeley-universitetet i Californien har flere gange i år været scene for sammenstød mellem højreorienterede og Antifa-grupper. I februar forårsagede den venstreekstremistiske gruppe 'By Any Means Necessary' ødelæggelser og kastede sten mod politiet under en demonstration mod en højreorienteret gæst på Berkeley.

Under sammenstødene i Charlottesville så man aktivister med skilte og t-shirts, der opfordrede til at "slå en nazi". Praksissen med at slå sine modstandere i hovedet er blevet populær i visse venstreorienterede kredse, efter at det skete for nationalisten Richard Spencer på Trumps indsættelsesdag, skriver mediet Mother Jones.

I Charlottesville blev en mand slået i hovedet, efter han havde lavet en nazihilsen:

(© sCANPIX)

Blandt de venstreoriterede grupper, som deltog i moddemonstrationen i Charlottesville nævner Newsweek 'Anti-Racist Action', 'Showing Up for Racial Justice' og 'Black Lives Matter'.

Hvor omfattende er Antifa i USA?

På landsplan kan de venstreekstremistiske grupper i USA ikke holde trit med højreekstremisterne, siger eksperter.

De ekstreme højregrupper kan mønstre nogle "få hundredtusinde" medlemmer, mens Antifa-grupperne har nogle "få tusinde", skriver New York Times.

Dertil kommer, siger eksperter til avisen, at venstreekstremisterne i øjeblikket ikke er nær så godt organiseret og engageret på sociale medier som det yderste højre.

De seneste 25 år har højreorienterede terrorister dræbt 12 gange så mange mennesker i USA som venstreorienterede, viser en ny analyse. Begge grupperinger tegner sig for langt færre drab end islamistiske terrorister:

Siden 2016 har venstreorienterede terrorister dog dræbt flere personer end højreorienterede - 15 mod 5.

Antifascister ser selv tegn på, at deres bevægelse har fået vind i sejlene, efter at Donald Trump blev præsident - og begivenhederne i Charlottesville, hvor en højreekstremist dræbte en moddemonstrant, har kun styrket den tendens, skriver BBC.