Pakistans hær: Dusinvis mistænkte dræbt efter angreb på helligdom

Sikkerhedsstyrker har dræbt "mistænkte i dusinvis", siden en helligdom blev angrebet torsdag.

Flere end 80 mennesker mistede livet torsdag, da en selvmordsbombe blev udløst mod en sufi-helligdom i Sehwan Sharif. (Foto: YOUSUF NAGORI © Scanpix)

Efter et voldsomt angreb mod en helligdom i Pakistan torsdag er flere end 100 personer blevet dræbt af hæren.

Det seneste døgn har militæret i landet slået til mod personer, der ifølge hæren er formodede terrorister.

- Flere end 100 terrorister er blevet dræbt siden i aftes, og mange andre er blevet anholdt, skriver militæret ifølge tv-stationen Al Jazeera i en meddelelse.

- Hærens formål er at sørge for sikkerhed. Vi vil ikke lade en fjendes dagsorden sejre - uanset prisen, lyder det videre.

Flere end 80 mennesker mistede livet torsdag, da en selvmordsbombe blev udløst mod en sufi-helligdom.

Det er dermed et af de blodigste angreb i Pakistan de senere år.

Bomben var rettet mod en helligdom i landsbyen Sehwan Sharif i Sindh-provinsen. Den blev udløst blandt en gruppe mennesker, der var samlet til bøn, skriver Reuters.

Sufier kaldes islams mystikere. De samles ofte til meditation, som tit ledsages af musik og dans. De fleste af Pakistans yderliggående sunnimuslimske grupper betragter sufierne som vantro.

Islamisk Stat har via sit nyhedsbureau, Amaq, taget skylden for angrebet mod helligdommen.

Det står imidlertid ikke klart, om de mange personer, der er blevet dræbt af det pakistanske militær, er knyttet til Islamisk Stat.

Islamisk Stat er først og fremmest til stede i Mellemøsten, men har en mindre tilstedeværelse i Pakistan, hvor den hævder at stå bag stadig flere angreb.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube