Pakistanske myndigheder prøver at forbyde valentinsdag

Lokale myndigheder i det centrale Pakistan slår ned på valentinsløjer. Men politiet er ikke rigtig med på det.

I Pakistran prøver myndighederne at forbyde valentinsdag. Men her er i Iraks hovedstad Bagdad er mænd på jagt blandt røde roser og hjerter efter den perfekte gave. (Foto: ALI ABBAS © Scanpix)

Uislamisk og noget vestligt påfund. Valentinsdagen er ikke noget for pakistanere.

Det er budskabet fra Pakistans præsident, Mamnoon Hussain, forud for valentinsdagen søndag. Han kalder dagen for en "anti-islamisk tradition".

- Vi bør undgå markering af valentinsdagen, fordi det er vestligt, siger præsidenten, der har en overvejende ceremoniel rolle i Pakistan.

Flere steder i Pakistan forsøger lokale myndigheder også at bremse markering af dagen.

Politiet har "kasseret" ordren

Det er op til det lokale politi at sikre, at befolkningen nu også har hørt, hvad der bliver sagt.

Avisen Express Tribune kan imidlertid fortælle, at politiet muligvis ikke lægger alt for stor energi i at sikre, at retningslinjerne overholdes.

- Ordren er blevet kasseret, da den er illegal og bryder med grundlæggende menneskerettigheder, citerer avisen en højtstående politimand for at sige.

Politimanden kræver ifølge avisen anonymitet. Han tilføjer, at Pakistans forfatning ikke forbyder borgere at fejre valentinsdagen.

Omkring 40 kilometer længere nord på - i Peshawar - har lokale myndigheder også vedtaget en resolution mod valentinsdagen.

Men en talsmand for det lokale politi siger, at der ikke er udstedt ordre til politiet om at slå ned på handel med forskellige varer til dagen.

/ritzau/dpa

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube