Tema Terrorangreb i Spanien

To personer anholdt efter varevogns-angreb i Barcelona

13 personer er dræbt og mindst 100 bragt på hospitalet efter angrebet i den catalonske hovedstad.

Det er uvist, hvem politiet har anholdt, og om de er på jagt efter flere gerningsmænd. (Foto: lluis Gene © Scanpix)

To personer er blevet anholdt i Barcelona i forbindelse med angrebet, der har kostet mindst 13 mennesker livet og såret mindst 100 personer.

Det oplyser Cataloniens regionale præsident, Carles Puigdemont, på et pressemøde efter et krisemøde i sikkerhedskabinettet.

Angrebet fandt sted omkring klokken 17.20, hvor en hvid varevogn blev kørt ind i gruppe fodgængere på den populære hovedgade La Rambla i den spanske storby Barcelona, der er hovedstad i Catalonien.

Myndighederne oplyser ikke på pressemødet, hvem de anholdte er, eller om der stadig er en menneskejagt i gang, eller om der er flere formodede gerningsmænd indblandet i angrebet.

Politiet beder alle om at lade være med at dele billeder af politiets arbejde i Barcelona eller billeder, der kan virke stødende.

15 af de sårede er hårdt sårede, mens 23 er mindre alvorligt sårede og 42 er lettere sårede, oplyser politiet på Twitter.

Danskere blandt sårede

De lokale myndigheder opfordrer folk til at holde sig væk fra den centrale del af byen. Metrostationer er lukkede, og vejafspærringer er sat op flere steder.

Tidligere på aftenen er Ramblaen blevet evakueret af politiet, og to politibetjente er blevet påkørt ved en kontrolpost, oplyser politiet på Twitter. Ammunitionsryddere er i gang med at undersøge området i udkanten af Barcelona, hvor betjentene blev kørt ned. Det oplyser politiet ifølge AP.

To danskere er ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice lettere sårede.

Danske Claus Vallø blev snittet af varevognen, da den kom pløjende gennem mængden af fodgængere.

- Jeg bliver snittet på anklen, og så vender jeg mig om og kan se, at der ligger fire mennesker, som er blevet ramt af bilen. Jeg fik et lille sår på anklen, men det er det eneste. Jeg ser, at den fortsætter ned ad Ramblaen og hører folk skrige, siger han til DR Nyheder.

- Folk skriger og løber væk. Jeg begynder at ryste og græde og går ned i knæ. Jeg går tilbage for at se, om jeg kan hjælpe. Der er en, der er blevet ramt i siden, og der ligger 4-5 mennesker. Jeg er så chokeret og rystet, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, siger Claus Vallø, der befinder sig på sit hotelværelse.

Det er uklart, om Claus Vallø er en af de to sårede danskere, som Udenrigsministeriet har oplysninger om.

Islamisk Stat tager skylden

Terrorgruppen Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, og det catalonske indenrigsdepartement betragter hændelsen som et terrorangreb.

- Gerningsmændene ved Barcelona-angrebet er Islamisk Stats soldater, lyder det blandt andet i udtalelsen fra Islamisk Stats nyhedsbureau Amaq.

Udenrigsministeriet opfordrer danskere, der er i god behold, til at kontakte sine pårørende. Er man som dansker i nød i Barcelona, skal man kontakte Udenrigsministeriet på telefonnumer +45 33921112.