Politichef: Jeg forstår beslutningen om at fratage mig jobbet

Nu handler det om at genskabe folkets tillid til politiet, siger afgået politichef.

Wolfgang Albers forstår godt, at han er blevet sendt på orlov. (Foto: HENNING KAISER © Scanpix)

Det er fuldt ud forståeligt, at politichefen i Køln er blevet sat fra bestillingen efter sagen om masseovergreb i Køln. Sådan lyder det fra hovedpersonen selv, den nu tidligere politichef Wolfgang Albers.

- Den offentlige debat omkring min person har forhindret politiet i at udføre sit arbejde, der er blevet forsinket. Derfor forstår jeg dagens beslutning, siger Wolfgang Albers ifølge Die Welt.

Politichefen er blevet kritiseret af flere sider, både fra den tyske indenrigsminister og Kølns borgmester, for håndteringen af sagen.

Først for ikke at reagere på de mange meldinger fra selve nytårsnat, hvor masseovergrebene i Køln fandt sted, og siden for ikke at komme ud med information om sagen. Og derfor er han nu blevet sendt på orlov.

- Målet er nu at genskabe tilliden til byens politi. Jeg accepterer, at det er min person, der i den aktuelle debat bliver udsat for kritik, men de politifolk, der var med nytårsaften, fortjener ikke den kritik - og jeg vil gerne udtrykke min dybeste respekt for deres arbejde, siger Wolfgang Albers.

Nytårsnat blev omkring 120 kvinder forulempet i området omkring hovedbanegården i Køln af store grupper af mænd. Flere af kvinderne har beskrevet gerningsmændene som af anden etnisk herkomst end tysk.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube