Politiet finder dna-spor fra Rote Armee Fraktion-terrorister efter nyt røveri

Et røveriforsøg mod en pengetransport i juni sidste år var begået af tre aldrende eftersøgte terrorister i Tyskland.

Burkhard Garweg, Daniela Klette og Ernst-Volker Wilhelm Staub, som de så ud i deres ungdom. (Foto: BKA / HANDOUT © Scanpix)

Da den tyske terrorbevægelse Rote Armee Fraktion (RAF) i 1998 valgte at stoppe sine aktioner, forsvandt flere af de eftersøgte medlemmer - de gik under jorden for at undgå retsforfølgelse. Men nu er sporene af tre af dem dukket op.

Således har man fundet dna-spor fra de tre RAF-terrorister 57-årige Daniela Klette, 61-årige Ernst-Volker Wilhelm Staub og 47-årige Burkhard Garweg efter et forsøg på et røveri mod en pengetransport i juni sidste år i Bremen.

Det skriver flere tyske medier, herunder bild.de.

Røveriet var voldsomt, og de tre gerningsmænd, som altså nu er identificeret, var klædt i camouflagetøj, og alle var stærkt bevæbnede med Kalashnikov-rifler og en granatkaster, men det lykkedes ikke de tre at få pengene med sig.

Sådan ser de tre formodentligt ud i dag. (Foto: BKA / HANDOUT © sCANPIX)

Et røveri begået den 28. december i Wolfsburg havde fuldstændig samme fremgangsmåde, men heller ikke her lykkedes det de tre maskerede røvere at slippe væk med pengene.

Eksperter mener, at de tre RAF-folk mangler penge til at leve for efter så mange år under jorden.

Der er udstedt en efterlysning af de tre med en advarsel om, at de eftersøgte er bevæbnede.

Tilbage i 1993 var indtil nu sidste gang, man med sikkerhed ved, at de tre RAF-folk deltog i noget kriminelt. Her blev deres dna fundet efter et bombeangreb mod det tyske fængsel Weiterstadt i Hessen.

Hvem var Rote Armee Fraktion?

  • RAF var en tysk venstreekstremistisk terrororganisation, hvis grundlæggere Andreas Baader og Ulrike Meinhof først lagde navn til gruppen.
  • Baader-Meinhof-gruppen blev oprettet omkring 1970 og havde som erklæret mål at føre en væbnet kamp mod det "kapitalistiske og imperialistiske system".
  • Aktionerne omfattede brand- og sprængstofattentater mod vesttyske og amerikanske militærinstallationer og firmaer, bortførelse og drab, gidseltagning og flykapring.
  • Gruppen samarbejdede blandt andre med arabiske terrorgrupper og havde i begrænset omfang støtte fra Stasi i DDR.
  • Efter fængslingen af de to hovedmænd fortsatte gruppen som RAF, der stod bag flere mord og gidseltagninger.
  • Op gennem 1990'erne gennemførte gruppen enkelte aktioner. I 1998 bekendtgjorde organisationen, at den opløste sig selv.
  • RAF omfattede næppe på noget tidspunkt mere end 20-30 aktive personer, men dens kamp kostede cirka 50 mennesker livet, hvoraf 33 var ofre for bevægelsens aktioner.
  • Kilde: Den store danske

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube